Agnatha

Agnatha, agnather, kæbeløse fisk, fællesbetegnelse for de kæbeløse hvirveldyr, både uddøde og nulevende. Fossile agnather (ostracodermer eller panserrundmunde) havde et kraftigt ydre benpanser, der hos mange former var dækket af et emaljelignende materiale. De adskiller sig derved stærkt fra nulevende arter (rundmunde, dvs. lampretter og slimål), der kun har et indre bruskskelet.

Agnatha omfatter de ældste og mest primitive hvirveldyr; deres oprindelse er ukendt, men de kan være udviklet fra chordater, der lignede trevlemund. Mulige rester er fundet i geologiske lag fra Øvre Kambrium (ca. 520 mio. år). Mere komplette fund kendes fra Ordovicium, men det var dog først fra perioderne Silur og Devon (440-360 mio. år), at agnather blev almindelige.

I slutningen af Devon uddøde alle agnather med et ydre benpanser, muligvis som følge af konkurrence fra de mange fiskegrupper med kæbe, der opstod i løbet af Silur og Devon (acanthoder, placodermer, bruskfisk og benfisk). Da brusk, som de moderne agnathers skelet er opbygget af, kun sjældent bevares som fossilt materiale, er kendskabet til deres senere historie ringe, og slægtskabsforholdet mellem nulevende og fossile former er derfor meget usikkert.

Fra ostracodermernes glansperiode i Silur og Devon er beskrevet flere hundrede meget forskelligartede slægter. De fleste var små, ca. 5-30 cm lange, og dårlige svømmere. Da de manglede kæber, levede de sandsynligvis af at frafiltrere organisk materiale fra havbunden.

Generelt inddeles ostracodermerne i to hovedgrupper: pteraspidomorfer og cephalaspidomorfer. Hos de fleste pteraspidomorfer (fx Pteraspis) var forkroppen dækket af få, store plader, mens bagkroppen og halen var besat med skæl. Kroppen var rund i tværsnit og manglede sidefinner. Svømningen har været ustabil. Hos undergruppen thelodonter udvikledes sidefinner, og panseret reduceredes, så kroppen blot var dækket af små tandlignende skæl; disse dyr har sikkert været bedre svømmere.

Cephalaspidomorferne dukkede først op i Devon for ca. 400 mio. år siden. Hos mange former (fx Hemicyclaspis) var hovedet omgivet af et sammenhængende benskjold, og de kunne sandsynligvis ikke vokse yderligere, når først panseret var anlagt. Halefinnens øvre gren var større end den nederste (en heterocercal hale), hvilket gav dyret et "løft" under svømningen.