ikter

De voksne, kønsmodne ikter har fladormenes karakteristiske bygningstræk og er tilpasset parasitisk levevis. Der er en mundåbning og en tvedelt tarm, men intet gat. Omkring munden og på bugsiden eller bagkroppen findes kraftigt udviklede muskuløse sugeskåle, der bruges til fastholdelse og bevægelse og for den forreste sugeskåls vedkommende ved fødeoptagelse. Monogene ikter har krogdannelser i sugeskålen. Imellem tarm og kropsvæg er der mesenchym (bindevævsagtigt væv) og yderst en hudmuskelsæk dækket af epithel. Sanseceller er udbredt på overfladen. Ikter er tvekønnede med undtagelse af blodikten Schistosoma, som er særkønnet. De fleste ikter er fra 0,5 til 10 mm lange, enkelte arter op til 10 cm.

Monogene ikter forekommer primært på gæller og hud hos fisk, enkelte arter hos padder og krybdyr. Livsforløbet er enkelt: Fra ægget frigøres en fimrehårklædt larve (oncomiracidium), der opsøger værten, hæfter sig fast med sugeskålen og udvikles til den kønsmodne ikte. Digene ikter findes hos hvirveldyr i tarmkanalen, lungerne, blodbanen o.a. Livscyklus omfatter en fimrehårklædt fritlevende larve (miracidium), flere udviklingsstadier (sporocyster og redier) i mellemværten, en fritlevende haleikte (cercarium), evt. en encysteret larve (metacercarie) og endelig den kønsmodne ikte.

I troperne findes mange vigtige ikter, der lever i bl.a. lunger, lever og tarm hos mennesket og forårsager store skader, der resulterer i sygdomme. I danske hvirveldyr findes mange ikter, hver med en ganske speciel livscyklus.

Af monogene arter kan nævnes følgende: Polystoma integerrimum findes i frøers urinblære og har en livscyklus nært forbundet med værtens ynglebiologi. Hos dobbeltdyret (Diplozoon paradoxum) er to individer vokset sammen. Arten lever på ferskvandsfisks gæller. Af økonomisk betydning for dansk akvakultur er slægten Pseudodactylogyrus hos ål.

Mange digene ikter er af betydning for mennesket. Blandt dem er blodikterne af slægten Schistosoma. De forårsager sygdommen bilharziose (schistosomiasis), som forekommer i troperne hos over 200 mio. mennesker. Når fimrelarven har forladt ægget, søger den en mellemvært, som er en ferskvandssnegl, hvor den udvikles til en modersporocyst, der igen producerer nye sporocyster (dattersporocyster), som sluttelig danner et stort antal cercarier. Cercarierne forlader sneglen, og ved kontakt med slutværtens hud trænger de gennem huden og ind i blodkarsystemet og etablerer sig i venerne omkring tarm eller blære, hvor de kønsmodne ikter udvikles. Æggene lægges i blodkar, trænger herfra gennem blodkarvæg og væv ud i tarm og urinblære og forlader værten med afføring og urin.

Den store leverikte (Fasciola hepatica) hos kvæg har tidligere haft stor økonomisk betydning for dansk landbrug. Udviklingen afviger fra den før beskrevne ved, at modersporocysten producerer en anden larvetype (redier), der danner cercarier, som indkapsler sig på vegetation for derefter at blive ædt af slutværten. Se også leverikter.

Den lille leverikte (Dicrocoelium lanceolatum) har en landsnegl som første mellemvært; anden mellemvært er myrer, der æder sekret med cercarier udskilt af sneglene. Ved infektion ændrer myren adfærd, bl.a. ved at kravle op i vegetationen om aftenen, hvor den let bliver ædt af slutværten, fåret, som derved inficeres.

Ikter bekæmpes bl.a. ved, at inficerede individer behandles med medikamenter, der slår parasitten ihjel. Smitte med ikteæg kan også forebygges ved at bekæmpe mellemværter som snegle eller ved at minimere kontakten med inficerede levesteder.

• parasitter
• fladorme