Mastodonter er en uddød familie af elefanter. Betegnelsen blev tidligere benyttet om en ikke naturlig slægtskabsgruppe (dvs. uden indbyrdes direkte slægtskab), hvori en række primitive elefantdyr blev inkluderet. I dag er mastodonter defineret som familien Mammutidae med tre slægter: Eozygodon, Zygolophodon og Mammut.
Faktaboks
- Etymologi
- af græsk mastos 'bryst' og odous 'tand', genitiv odontos.
- Også kendt som
-
Mammutidae
I forhold til elefanter har mastodonter en række mere primitive træk såsom 20-21 ryghvirvler, et fladt og ret aflangt kranium, ikke forkortet underkæbe og en kraftigere og mere kortbenet kropsbygning. Mest primitivt er dog tandsættet, hvor tænderne næsten ikke har tandcement, er lavkronede med tyk emalje og har brystvortelignende tyggeknuder i stedet for tyggekamme som fx mammutter og nutidens elefanter.
De tidligste mastodontfund er fra tidlig Miocæn (25 millioner år før nu) fra Østafrika. Bedst kendt er den amerikanske Mammut americanum, der var på størrelse med den indiske elefant og levede i nåleskovsområder, især i Nordamerikas østlige del. Den uddøde som den sidste af mastodonterne for omkring 10.000 år siden.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.