.

Megaloptera er en orden af insekter med fuldstændig forvandling. Ordenen omfatter ca. 300 arter; den er kosmopolitisk, men fattigt repræsenteret i troperne. I Europa findes kun familien Sialidae, dovenfluerne, af hvilke der i Danmark forekommer tre arter. Til den anden familie, Corydalidae, hører bl.a. de store "dobson flies" i Amerika.

Faktaboks

Etymologi
Ordet megaloptera kommer af megalo-, se mega-, og græsk pteron 'vinge'.

Megaloptera er formentlig kamelhalsfluernes nærmeste slægtninge og har som disse bevaret mange primitive træk. Det er dog nok en specialisering, at deres larver alle lever i ferskvand og har lange trakégæller på bagkroppen. Larverne er rovdyr; de forlader vandet inden puppestadiet, som tilbringes i et hulrum i jorden. De voksne insekter indtager kun meget lidt næring; nogle kan dog æde pollen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig