Fløjlssnegle
To fløjlssnegle (Elysia viridis) mellem brune alger i Holbæk Fjord. Fløjlssneglene optager grønkornene fra de alger, de æder. Grønkornene fortsætter med at lave fotosyntese i en periode og leverer derved yderligere næring til sneglene.
Fløjlssnegle
Af /Biofoto/Ritzau Scanpix.

Baggællesnegle er en underklasse af bløddyr med ca. 3.000 nulevende arter, alle marine. De opdeles i otte ordner, hvoraf de ofte farvestrålende nøgensnegle (Nudibranchia) udgør den artsrigeste gruppe. De fleste arter forekommer i tropiske og subtropiske have. De er oftest små, 1-10 cm, men nogle kan blive endog meget store, fx visse tropiske søharer, som kan veje flere kg og blive over 50 cm lange. Navnet baggællesnegle hentyder til, at gællen hos disse snegle er placeret bag hjertet.

Faktaboks

Også kendt som

Opisthobranchia

De er oftest stærkt specialiserede mht. fødevalg. Det er karakteristisk, at de kan optage fx giftstoffer fra deres fødeemner og indbygge dem i egne væv, hvilket er fordelagtigt, da kun få arter har bevaret en beskyttende skal. Denne er i reglen tynd og har fladt eller indsunket spir. Skallen kan også være "indvendig", dvs. dækket af udvækster fra foden (parapodier) og/eller fra kappen. Dette ses fx hos flæsketerningerne (Philine spp.) og hos søharerne. Baggællesnegle er hermafroditter (tvekønnede). Ægmasserne hos nogle arter ligner fine, små blondebånd.

Sacoglossa

Arterne i ordenen Sacoglossa, hvortil den lille, grønne fløjlssnegl (Elysia viridis) hører, har specialiseret sig i at prikke hul i cellevæggen på alger og suge cellesaften ud. Mange sacoglosser er i stand til at optage grønkorn fra deres fødeplanter i fordøjelseskirtlen, hvor grønkornene fortsætter med at lave fotosyntese i op til flere måneder. Det er også inden for denne gruppe, at man finder de højst besynderlige toskallede arter, som ligner små muslinger, men som har tydeligt sneglehoved med øjne og følehorn.

Egentlige nøgensnegle

De egentlige nøgensnegle (orden Nudibranchia) er rovdyr. De oftest flade, runde dorider spiser svampe eller mosdyr. De har en krans af gæller omkring tarmåbningen på rygsiden samt et par fjerformede følehorn i forenden. Mange dorider ophober giftige stoffer fra deres føde, og deres iøjnefaldende farver må ses som en advarsel til rovdyr. De mere elegante, langstrakte eolider har rækker af kølleformede vedhæng (cerata) på ryggen. En tynd gren af fordøjelseskirtlen strækker sig ud i hvert vedhæng. De fleste eolider spiser polypdyr, koraller eller søanemoner. Mange er i stand til at optage nældeceller fra deres byttedyr. Nældecellerne transporteres ubeskadigede gennem fordøjelseskirtlen og ender i særlige indposninger i spidsen af vedhængene. Eoliderne kan herefter selv benytte nældecellerne som forsvar.

Vingesnegle

En særlig gruppe er vingesneglene (orden Thecosomata), som lever hele deres liv i de frie vandmasser. Deres små, tynde skaller falder ved dyrenes død til bunds og kan visse steder udgøre en stor del af havbundens sediment. Vingesneglene filtrerer ved hjælp af et slimnet småpartikler fra vandet. De svømmer med store bladformede udvækster ("vinger").

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig