Coloradobillen (Leptinotarsa decemlineata) optræder som skadedyr på kartofler.

.

Larve af coloradobillen (Leptinotarsa decemlineata).

.

Liljebillen (Lilioceris lilii) er en bladbille, der, som navnet antyder, lever på liljer.

.

Bladbiller er en arts- og formrig familie af ofte meget farvestrålende biller. De fleste små eller middelstore; de danske arter måler ca. 1-13 mm, enkelte eksotiske former op til 4 cm. De er udbredt over hele Jorden; man kender over 36.000 arter, heraf 260 i Danmark. Bladbillerne er nært beslægtede med træbukke, og de to familier danner tilsammen overfamilien Chrysomeloidea, som er en af verdens artsrigeste grupper af biller.

Faktaboks

Også kendt som

Chrysomelidae

Deres vigtigste fællestræk er en speciel udformning af fødderne, hvor tredje led er bredt og tvelappet, men fjerde led ganske lille samt forekomsten af højst én endespore (spidstorn) på skinnebenene, et ikke eller knap nok snudeformet hoved og følehorn, der er trådformede eller jævnt fortykkede mod spidsen.

Bladbiller er både som larver og voksne planteædere, som er knyttet til bestemte planter. Larverne lever dels i stængler eller rødder, dels på eller i blade; enkelte, såsom bønnebillerne (frøbiller, Bruchinae), udvikler sig i frø, især af ærteblomstrede. Flere fritlevende larver dækker sig med en sæk af ekskrementer (fx liljebillen, Lilioceris lilii) eller med afskudte larvehuder (visse skjoldbiller, Cassidinae). Sivbukkenes (Donaciinae) larver lever på sump- eller vandplanters rødder og rhizomer, fra hvis luftfyldte hulrum de henter den nødvendige ilt. Forpupningen finder sted i eller på foderplanten eller i jorden. Hos de fleste bladbiller klækkes de voksne dyr sidst på sommeren, hvorefter de overvintrer og kommer frem igen om foråret. Nogle overvintrer dog i larvestadiet og ses kun som voksne om sommeren.

Mange voksne bladbiller er træge, men sky dyr, der straks lader sig falde til jorden, når de forstyrres. En særlig gruppe, jordlopperne (Alticinae), kan springe vha. kraftige bagben.

Særlig mærkværdig er den 3-4 mm lange pindsvinebille (Hispa atra), hvis overside er tæt beklædt med lange, slanke torne. Den lever på græs, og optræder også enkelte steder i Danmark. Visse bladbiller er skadedyr på afgrøder, bl.a. coloradobillen (Leptinotarsa decemlineata) på kartoffel, aspargesbillerne (Crioceris spp.) på asparges, kornbladbillen (Oulema melanopus) på havre, hvede m.m. og flere jordlopper (især slægten Phyllotreta) på bl.a. sennep og kål.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig