Ådselsbiller.

Krumbenet ådselgraver (Nicrophorus vespillo).

Ådselsbiller.
Af .
Tegning af løbebille.

Skematisk oversigt over en løbebille set fra oven (tv.) og fra neden (th.). Følehorn og ben er her af den simple type, der må anses for at høre til billernes grundform. Betegnelsen pronotum henviser til rygdelen af det forreste brystled, ikke til hele leddet. Det forreste, stærkt omdannede vingepar (dækvingerne) skjuler det bageste vingepar (flyvevingerne), som kun er synlige, når billen flyver. Bagkroppen er hos de fleste biller kun synlig fra neden som vist her, hvor de enkelte bagkropsled er angivet med tallene 1-6. Hos rovbiller (og enkelte andre) er dækvingerne dog korte og dækker kun den allerforreste del af bagkroppen.

Tegning af løbebille.
Af .
Træbukke.

Bøgebuk (Phymatodes testaceus). Her i to typiske farvevarianter.

Træbukke.
Af .
Barkbiller.

Lille elmebarkbille (Scolytus laevis).

Barkbiller.
Af .

Biller er en meget artsrig orden af insekter, antagelig den største dyreorden overhovedet. Der er beskrevet ca. 350.000 billearter fra hele verden, men antallet af arter er utvivlsomt langt større. I Danmark forekommer næsten 3700 arter. Langt de fleste biller er små (under 5 mm), de mindste kun ca. 1/4 mm lange, mens de største, som er tropiske, måler ca. 20 cm. Den største danske bille, eghjorten (se torbister), kan blive godt syv cm lang.

Faktaboks

Etymologi
Ordet bille er fællesgermansk, vistnok afledt af bid og med betydningen 'den bidende'.
Også kendt som

Coleoptera

Billens udvikling

Biller hører til de såkaldt endopterygote insekter, hos hvilke larven er helt forskellig fra det voksne dyr (imago), og som mellem larve- og voksenstadiet har et hvilende puppestadium. På vore breddegrader, hvor der er en udtalt årstidsvariation, klækkes de fleste biller om efteråret og overvintrer som voksne, og æglægningen begynder det følgende forår. De fleste biller bliver næppe mere end et år gamle, og enkelte kan have op til flere generationer årligt. Andre biller har to- eller flerårige larver, men lever da oftest kun kort tid som voksne.

Karakteristik af biller

Larver og pupper

Billelarverne udviser en kolossal formrigdom. De har et veludviklet hoved og stærke, bidende munddele. Normalt findes på hver side af hovedet en lille gruppe af punktøjne. De tre brystled bærer oftest hver et par ben, som dog undertiden mangler, fx hos snudebiller og visse træbukke. Bagkroppen mangler altid ben, men hos nogle grupper fungerer det mere eller mindre nedadrettede sidste led som ganglem. Mange larver har ved bagkropspidsen et par vedhæng. Hos de fleste biller anlægger den fuldvoksne larve en særlig hule, i hvilken forpupningen finder sted. Pupperne er oftest blege og tyndhudede. De har alle det fuldt udviklede insekts lemmer, anlagte og normalt frit fremstående fra puppehuden.

De voksne biller

De fuldt udviklede biller er kendetegnet ved en i reglen stærkt sklerotiseret (hård) krop. Dog er bagkroppens rygled, der normalt er skjult under de beskyttende dækvinger, oftest membranøse (bløde). Hovedet har bidende munddele (kindbakker). Det forreste brystled er mere eller mindre bevægeligt i forhold til de to bageste brystled, der såvel indbyrdes som normalt i forhold til bagkroppen er ubevægelige.

De to bageste brystled bærer hver et par vinger. Forvingerne er omdannet til stærkt sklerotiserede dækvinger, der i hvile er lagt bagud hen over bagkroppen og det bageste vingepar. Kun bagvingerne fungerer som flyveredskaber. De er normalt væsentlig større end dækvingerne og er derfor foldet sammen, når billen ikke flyver. Hos visse biller, fx rovbiller, er dækvingerne forkortede og lader en større eller mindre del af bagkroppen fri, men kun yderst sjældent mangler de helt, fx hos hunnerne af sankthansorme. Hos disse former er også bagkroppens rygled sklerotiserede. Derimod finder man ofte forskellig grad af reduktion af flyvevingerne, og inden for de fleste større billefamilier er der arter, som ganske mangler flyvevinger. Der findes endog en del arter med vingedimorfi, således at nogle individer har fuldt udviklede, andre rudimentære eller manglende bagvinger.

Følehornene kan være meget forskelligt byggede. Ofte er de trådformede eller kun svagt fortykkede mod spidsen, fx hos løbebiller, vandkalve, rovbiller, blødvinger og bladbiller. Hos andre ender følehornene i en veludviklet, fortykket kølle, fx hos vandkærer, stumpbiller, torbister, ådselbiller, klannere og snudebiller. De kan være knæede, dvs. med langt skaftformet rodled, som danner en vinkel med den øvrige del af følehornet, fx hos stumpbiller, snudebiller og visse torbister. Undertiden er de, som det bl.a. ses hos visse smældere og pragtbiller, savtakkede eller kamformede.

Benene er i deres grundform typiske insektben. Fødderne er oftest femleddede og bærer i spidsen normalt to kløer. Hos mange grupper er forfødderne og undertiden tillige mellemfødderne udvidede hos hannen, fx hos løbebiller, vandkalve og bladbiller. Man finder i øvrigt en række forskellige modifikationer af benbygningen og skelner bl.a. mellem løbeben, som er relativt lange, slanke ben, fx hos løbebiller, graveben, som har stærkt udviklede, ofte brede og tandede eller tornede skinneben, fx hos torbister, og svømmeben med tætte hårbræmmer på fødder og ofte skinneben, fx bag- og mellemben hos vandkalve og enkelte vandkærer. Undertiden er forbenene af en anden type end mellem- og bagben.

Systematisk inddeling

Biller inddeles i fire underordener:

Billens økologi og levevis

Der findes hos biller tilpasninger til næsten enhver tænkelig levevis. De forekommer i skove og moser, på overdrev, heder og enge, i klitter, ørkener, huler og grotter, på strandbredder, i søer og åer samt i agerland og indendørs i boliger. De enkelte arter er i reglen tilpasset til ganske bestemte nicher, der ikke sjældent er forskellige hos larven og den voksne. Mange er gode indikatorer ved vurderingen af naturens sundhedstilstand.

En række forskellige biller lever i veddet af døde eller svækkede træer, fx træbukke, borebiller, kardinalbiller, værftbiller, mange smældere og pragtbiller, en del torbister og visse snudebiller, og de ernærer sig af veddet eller af svampe, som er tilknyttet det henfaldende ved. Størstedelen af de trælevende biller forlader træet, når de er fuldt udviklede, og søger da fx til blomster eller udflydende saft fra træer. Nogle biller er knyttet til svampe, det være sig træsvampe, paddehatte, støvbolde, slimsvampe, skimmelsvampe osv., fx skimmelbiller og mange rovbiller; enkelte menes at være knyttet udelukkende til underjordisk svampevæv, fx visse slægter af familien Leiodidae. Andre biller lever af henrådnende plantedele, dyriske rester, såvel friske ådsler (fx ådselbiller) som halvtørre knogler, fx klannere, koprabiller (Necrobia spp.), eller gødning, fx mange torbister. Et meget stort antal biller er planteædere, som ernærer sig af urter eller løvet af træer og buske, fx bladbiller og snudebiller; de enkelte arter er normalt knyttet til ganske bestemte plantearter. Nogle yngler i planternes frugter, fx visse snudebiller og bladbiller samt hindbærbillen (Byturus tomentosus), hvis larver er de velkendte "orm" i hindbær.

Mange biller lever af rov på fx insekter, snegle og orme, og der findes alle overgange fra arter, der er næsten altædende, fx løbebiller og mange rovbiller, til arter, der har specialiseret sig i at jage ganske bestemte byttedyr, fx myrebillen (Thanasimus formicarius), der ernærer sig af barkbiller. Enkelte biller optræder som parasitter på forskellige andre insekter, fx familien Rhipiphoridae, som i Danmark er repræsenteret ved hvepsesnyltebillen (Metoecus paradoxus), der lever som parasit på larver af gedehamse. En del biller, fx visse rovbiller, er knyttet til sociale insekter, fx myrer; nogle plejes endog af myrerne, idet de udsondrer stoffer, som myrerne eftertragter. Endelig lever nogle biller i fugles eller pattedyrs boer, fx visse rovbiller og nogle slægter af familien Leiodidae; enkelte er værtspecifikke parasitter, fx den ejendommelige vingeløse og blinde bæverlus (Platypsyllus castoris), der lever på bævere i Nordamerika og Europa.

Biller i landbrugsafgrøder

Bladbiller.

Coloradobille (Leptinotarsa decemlineata).

Bladbiller.
Af .

Forskellige billearter kan optræde som skadedyr i landbrugsafgrøder, hvor biller og/eller larver kan nødvendiggøre bekæmpelse.

De vigtigste billearter i korn er almindelig kornbladbille (Oulema melanopus) og sortblå kornbladbille (O. gallaeciana). Larverne gnaver bladkødet fra bladoversiden og efterlader de nedre hudlag som linjeformede striber. Gåsebillens larve (Phyllopertha horticola) og løvsnudebillerne af slægten Phyllobius kan angribe korn og græs, hvis underjordiske plantedele begnaves.

I raps opstår skader pga. glimmerbøsser, der begnaver blomsterknopperne og lægger æg i dem. Jordlopper af slægten Phyllotrea og rapsjordloppen (Psylliodes chrysocephala) æder af rapsbladene, mens rapsjordloppens larve også gnaver miner i bladstilke og stængler. Raps angribes endvidere af kålgallesnudebillen (Ceutorhynchus assimilis), der lægger æg i skulperne og herved skaber adgang for skulpegalmyggen (Dasineura napi). Bladribbesnudebillens larve (Ceutorhynchus pallidactylus) minerer i rapsstænglerne.

Bederoer kan angribes af runkelroebiller (Atomaria linearis), den matsorte ådselsbille (Aclypea opaca), stor dovenløber (Clivina fossor), bedejordloppen (Chaetocnema concinna) og sandgråsnuden (Philopedon plagiatum), der alle begnaver bladene og/eller de underjordiske plantedele.

Ærter kan angribes af stribet bladrandbille (Sitona lineatus), der æder af bladene, og larverne, som angriber de nitrogenfikserende bakterieknolde. Kløver kan angribes af hvidkløversnudebille (Apion fulvipes) og rødkløversnudebille (A. assimile), som gnaver af frøanlæggene. Kløvergnaveren (Hypera nigrirostris) gnaver på skuddene, som visner. Lucerneøresnudebillen (Otiorhynchus ligustici) gnaver på rødderne af kløver og lucerne.

Kartofler kan angribes af coloradobiller (Leptinotarsa decemlineata); både biller og larver kan afløve planterne. Større angreb er sjældne i Danmark, oftest er der tale om indflyvning af enkelte eksemplarer i de sydlige landsdele.

Flere billearter er ikke specialiserede, men kan angribe mange forskellige plantearter; det gælder bl.a. almindelig oldenborre (Melolontha melolontha) og kornsmældere af slægten Agriotes.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig