Ål
Den amerikanske ål (Anguilla rostrata) er udbredt langs den amerikanske østkyst, fra Canada i nord til Panama og Vestindien i syd.
Ål
Af /Minden/Ritzau Scanpix.

Ål er en familie af meget langstrakte benfisk, som er udbredt i tempererede og tropiske dele af det meste af verden; de mangler dog i det østlige Stillehav og sydlige Atlanterhav. De tilhører ordenen ålefisk (Anguilliformes), som de bl.a. deler med havål (Congridae) og muræner (Muraenidae). Familien omfatter to slægter: Anguilla med 19 arter og Neoanguilla med en enkelt art.

Faktaboks

Etymologi
Ordet ål kommer af oldnordisk áll, af germansk *ēla-, af indoeuropæisk *ehl- 'stribe'.
Også kendt som

Anguillidae

Det er overvejende ferskvandsfisk, om end visse arter også findes i brak- og saltvand nær kysten. Ål er katadrome fisk, hvilket vil sige, at de trækker fra ferskvand ud i havet for at gyde. En mulig undtagelse er den hulelevende Neoanguilla nepalensis, som formentlig bliver i sit underjordiske levested livet igennem.

Den europæiske ål

Ål
Den europæiske ål (Anguilla anguilla) yngler i Sargassohavet. Ynglen vender tilbage som små, klare glasål, der vandrer op i åer og floder for at fortsætte deres udvikling her.
Ål
Af /Minden/Ritzau Scanpix.

Den europæiske ål (Anguilla anguilla) kendes fra Hvidehavet i øst, langs alle europæiske kyster, også Island, De Britiske Øer, Middelhavet og Sortehavet og til Vestafrika mod syd.

Den har som andre ål en bemærkelsesværdig livshistorie. Små ål, glasål, vandrer om foråret op i vandløb og floder. Efter en periode vender nogle tilbage til saltvand, mens andre fortsætter livet i søer og damme. Ålene er nu gulål, som tidligere blev anset for en selvstændig art. Ved kønsmodenhed, som indtræffer i 6-10-års-alderen, senest for hunner, forandres ålene: Øjnene bliver større, dyrene holder op med at æde, tarmkanalen reduceres, farven bliver sort eller sølvgrå, og ålen er blevet til blankål. Dyrene, hvoraf hunnerne er størst, 40-100 cm og en vægt på op til 3,5 kg, mens hanner er 30-50 cm, påbegynder nu deres gydevandring.

Ålens livscyklus var omgærdet af megen mystik, indtil den første gang blev beskrevet af danskeren Johs. Schmidt. I perioden 1915-1920 lokaliserede han på basis af et stort antal indfangninger ålelarvernes fordeling i Atlanterhavet. De mindste larver findes i Sargassohavet, og Schmidt konkluderede, at ålens gydeplads måtte være her.

I forbindelse med Galathea 3s togt i 2006 blev ål mærket med satellitmærker, som registrerer lys, dybde og temperatur; disse viste bl.a., at ålene ikke tager den direkte rute: I stedet går turen mod Azorerne; syd for Azorerne starter de syd- og vestgående havstrømme væk fra Afrika med retning mod Sargasso. Det viste sig også, at ålene om dagen søger flere hundrede meter ned i vandet for om natten igen at komme op nær overfladen.

Ålefiskeri

Det er ikke længere tilladt at bruge ålejern, også kaldet lyster, til fangst af ål.

.

Ål fiskes især med ruse, bundgarn og krog. Den var tidligere en meget værdifuld del af det danske fiskeri, da den indbragte en god pris, og fordi Danmark ligger godt placeret for fiskeriet af ål fra hele Østersøområdet. Fangsten er gået stærkt tilbage siden 1970'erne, bl.a. som følge af en kolossal nedgang i tilgangen af glasål fra Sargassohavet. Det har resulteret i, at alle EU-lande fra 2007 skal have en aktiv plan for bevaring af ålen. I den danske rødliste fra 2019 vurderes ålen som kritisk truet (CR).

Ål kan også fanges med håndredskaber som fx åleglib, et net spændt op på en ramme, som man skubber hen over havbunden, vadende på lavt vand, eller med de nu forbudte kaste- eller stødredskaber ålejern (eller lystre), hvormed man kan fastklemme eller spidde ål, ofte tiltrukket med kunstigt lys under natfiskeri. Åletatning er en populær lystfiskermetode, hvor man benytter en klump orm bundet sammen med en tråd.

Åleopdræt

Siden 1980'erne har opdræt af europæisk ål udviklet sig fra nogle spæde forsøg til ca. 50 danske anlæg med en produktion på ca. 1700 ton om året, hvilket er mere end tre gange så meget som erhvervsfiskeriets årlige fangst i 2004. Et åleanlæg er et lukket ferskvandssystem, hvor vandet opvarmes, recirkuleres og løbende renses. Der begyndes med indfangede glasål, som regel fra Sydeuropa, og ålene sælges ved en vægt på 150 g (ca. 35 cm). Fodringen sker med tørpiller. I Østasien, især Kina, produceres store mængder af den lokale åleart i dambrug, og en stadig større del eksporteres til bl.a. Danmark.

Gastronomi

I Danmark er ål en eftertragtet og kostbar fisk med særegen karakter, let at tilberede stegt, kogt (fx i suppe), saltet og røget. Fra gammel tid hersker der dog en vis angst for ålen, bl.a. pga. dens slangeagtige udseende, og i nogle lande anses den for giftig. En række egnsretter som rulleål, sursød ålesuppe, ål i karry og ålebrød vidner om, at brugen af ål tidligere var af lokal karakter baseret på ålefiskeri til husbehov.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig