bælteøgler

Bælteøglerne er en familie af øgler fra det østlige Afrika og Madagaskar. Der kendes ti slægter med i alt knap 70 arter, heriblandt bæltehalerne (Cordylus spp., Smaug spp. m.fl.), de uægte bæltehaler (Pseudocordylus spp.) og fladbælteøglerne (Platysaurus spp.). Bælteøglerne er nært beslægtet med pladeøglerne.

Det er er små til mellemstore, oftest 6-30 cm lange med ofte stærkt kølede skæl, som står ud fra kroppen. De fleste er brunlige, men især fladbælteøglerne kan også være meget farvestrålende med blå, grønne, gule og røde farver.

De kraftige, kølede skæl hos mange bælteøgler bruges til at kile øglen fast i små revner og sprækker, så eventuelle fjender ikke kan vriste dyret fri. Kuglebæltehalen (Ouroborus cataphractus) har særligt kraftige, udstående skæl på ryg og hale, og som forsvarsmekanisme bider den sig fast i halen, så den danner en cirkel eller tilnærmelsesvis en kugle, hvor den blødere bugside er beskyttet.

Nogle lægger æg, mens andre beholder æggene i æggelederne, indtil de klækkes. De er således en mellemting, kaldet ovovivipar, mellem æglæggende og levendefødende.

Den største art er kæmpebæltehalen (Smaug giganteus), der har en længde på 35-40 cm, hvoraf kroppen udgør ca. 20 cm. Den lever i kolonier og graver underjordiske gange; i hver gang bor et enkelt individ. Kæmpebæltehalen æder bl.a. biller, græshopper og gnavere.