galhvepse

Når hunnen lægger æg i plantevævet, induceres et forstadium til selve galledannelsen, der er en vævsreaktion på larvens spyt. Larveudviklingen sker inden i gallen, der foruden at være larvens spisekammer også yder en vis beskyttelse. Hos de fleste arter findes kun én larve i hver galle; forpupningen sker i gallen. Galhvepselarver er hvide med tydeligt hoved og kraftige kindbakker; de mangler ganglemmer. De forskellige arter er knyttet til bestemte værtsplantearter; ikke mindre end 75% af de europæiske arter er knyttet til eg, og ca. 4% til rose.

hos galhvepse er kompliceret. Det gælder især arter knyttet til eg, der som regel har generationsskifte (heterogoni) mellem en generation, som formerer sig ved jomfrufødsel (partenogenese), og en generation med både hanner og hunner. De to generationer udvikles i galler af forskelligt udseende, ofte på vidt forskellige dele af egetræet. Som regel udvikles de overvintrende hunner af den partenogenetiske generation i robuste galler på beskyttede plantedele (rødder, rodskud, etc.) eller i galler, som afkastes om efteråret og ligger vinteren over i skovbundens skærmende lag af nedfaldsløv. Han- og hungenerationen udvikles om sommeren i mindre robuste, frit eksponerede galler, fx i knopper, på blade eller hanrakler. Galhvepsenes generationsskifte har givet anledning til forvirring i systematik og navngivning, fordi repræsentanterne for de to generationer er blevet opfattet og beskrevet som to arter.

Egegalhvepsenes komplicerede livscyklus kan beskrives ved følgende eksempel: På undersiden af egeblade træffes hyppigt store galæbler ("æblegaller"), der kan blive over 2 cm i diameter. De fremkaldes af galhvepsen Cynips quercusfolii. I centrum af galæblet findes et kammer med en larve; gallekammerets væg er på indersiden beklædt med et næringslag bestående af flere lag plasmarige celler, som larven lever af. Uden om næringslaget ligger et beskyttende lag, der i sommerens løb omdannes til et nyt næringslag. Hovedparten af gallen udgøres af et tykt, ydre lag af tyndvæggede celler med højt vandindhold. Om efteråret forpupper den modne larve sig i gallen. I vinterens løb gnaver en vinget hun-galhveps sig ud af gallen og lægger æg i hvilende knopper, et æg i hver knop. De angrebne knopper omdannes til knopgaller, og fra disse klækkes forholdsvis små hanner og hunner i maj-juni. Efter parring lægger hunnerne æg i bladribber på bladets underside og igangsætter dannelsen af nye galæbler.

Hos nogle galhvepsearter mangler en han- og hungeneration helt eller findes ikke i en del af artens udbredelsesområde, hvor formeringen derfor er partenogenetisk. Galhvepsen Diplolepis rosae fremkalder hårde, uregelmæssige, mangekamrede og op til 5 cm store galler på kviste, bladstilke eller blade af hunderose. De mosagtigt forgrenede, oftest rødlige galler kaldes "rosenkonger" eller "bedeguargaller". Hanner af denne galhveps er sjældne, hvorfor udviklingen i vid udstrækning er partenogenetisk. Først på sommeren lægger hver hun op til 50 æg i en bladknop. I oktober er larverne fuldt udviklede, de overvintrer og forpupper sig i april, og de voksne galhvepse klækker i maj-juni.

Nogle arter af galhvepse er rumsnyltere (inkviliner), der ikke selv kan inducere gallevækst, men hvis larver lever af galler frembragt af andre arter. Mange inkviliner skader ikke galledanneren direkte, men nogle arter dræber galledannerens larve og overtager gallen. En række galhvepselignende hvepsearter er parasitter hos andre insekter; de placeredes tidligere i familien Cynipidae, men henregnes i dag til andre familier, der sammen med de egentlige galhvepse udgør overfamilien Cynipoidea.