Steppe i Senegal.

.

Steppe, helt eller næsten træløs vegetationstype domineret af græsser, urter eller lave buske. Steppeagtig vegetation findes mange steder i verden, hvor nedbør og andre økologiske faktorer begrænser vækstperioden.

Faktaboks

Etymologi
Ordet steppe kommer via tysk fra russisk step, af uvis opr.

Begrebet steppe er ikke skarpt defineret. Nogle medregner steppeagtig vegetation i troperne, prærie i Nordamerika, pampas i Sydamerika og lignende vegetation i Australien, andre indskrænker definitionen til tør, træløs vegetation i Nordamerika, Europa og Asien, hvor årsnedbøren er 300-750 mm (se også busksteppe og græssteppe).

Det største af disse steppeområder strækker sig fra Ungarn til Manchuriet. Mod vest findes en mosaik af skov og steppe (se skovsteppe), mod SØ bynke- og saltstepper, der grænser mod Centralasiens ørkenområder. Den naturlige steppevegetation består her især af flerårige, tueformede græsser, bl.a. slægterne svingel (Festuca) og fjergræs (Stipa), men store steppeområder er nu inddraget til kornavl. På denne steppe fandtes tidligere store flokke af græssende vilde dyr, bl.a. vildhest, saigaantilope og kamel. Steppen har været hjemsted for nomadekulturer, der har benyttet hesten som husdyr (se også nomader).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig