Grækenland - planteliv, Store dele af Grækenlands lavland var oprindelig dækket af stedsegrøn skov af aleppofyr, Pinus halepensis, og kermeseg, Quercus coccifera; hovedparten af disse områder er nu opdyrket eller ved græsning og afbrænding omdannet til krat (maki, garrigue). På de lavere bjergskråninger findes skov af løvfældende eg og ægte kastanie, på noget højere niveau i Nord- og Centralgrækenland også bøgeskov. Trægrænsen dannes ofte af arter af fyr og ædelgran; den ligger normalt på 1700-2000 m (på Olymposbjerget lokalt på op til 2300 m). Oven for trægrænsen findes en rig lokal flora.
Grækenlands flora omfatter ca. 5700 arter af karplanter, hvoraf de 740 er endemiske for landet, hvilket er det højeste tal for noget område af tilsvarende størrelse i Europa. Hyppigheden af endemiske arter øges i sydlig retning og er højest i De Hvide Bjerge på det vestlige Kreta.
Læs mere om Grækenland.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.