Septiktank med 2 kamre. Vandoverfladen er normalt dækket af et lag flydeslam, som fjernes sammen med slammet i bunden, når tanken tømmes. Tanken er udluftet for derved at undgå, at det opsamlede methan eksploderer, hvis der dannes en gnist, fx når et af dækslerne fjernes, for at man kan tømme eller inspicere tanken. Udluftningen har derudover til formål at mindske den uønskede kemiske nedbrydning (korrosion) af tanken, som ellers kan være et problem, bl.a. pga. den svovlbrinte, der dannes i bundslammet.

.

Septiktank, tank, som spildevand løber igennem, og hvor partikler bundfældes. Septiktanke anvendes til behandling af spildevand fra enkeltejendomme eller mindre bebyggelser. Tanken består normalt af flere kamre, som vandet gennemløber. For en enkelt ejendom har en septiktank et samlet volumen på omkring 2 m3. Det bundfældede slam bliver delvis nedbrudt til septikslam, som skal fjernes fra tanken med mellemrum.

Faktaboks

Etymologi
1. led i ordet septiktank kommer via engelsk septic fra græsk septikos 'rådden', afledn. af sepein 'få til at rådne'.

I Danmark tømmes septiktanke som regel for slam efter regler, som kommunalbestyrelsen har besluttet, ofte en gang om året. Det sker vha. en slamsuger.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig