miljøgifte

DDT, PCB (polyklorerede bifenyler) og dioxiner hører ligesom andre klorerede kulbrinter til de farligste miljøgifte. Det er syntetisk fremstillede miljøfremmede stoffer, der ikke findes i naturen i forvejen. Her nedbrydes de meget langsomt og kan derfor spredes vidt omkring i omgivelserne med luft- og vandstrømme. Desuden kan de ophobes i de levende organismer, der ikke er i stand til at udskille lige så meget gift, som de optager. Stofferne opsamles især i fedtholdigt væv som fx nervevæv og lever og kan sætte vitale livsprocesser ud af funktion. Det er særlig farligt for rovdyr, der som det sidste led i naturens fødekæder opsamler den gift, der er ophobet i deres byttedyr (se også bioakkumulation).

Nedgangen i bestandene af vandrefalke og andre rovfugle i 1960'erne tilskrives især DDT, som forstyrrer dannelsen af fuglenes æg, der får så tynde skaller, at de går i stykker, når fuglene ruger på dem. PCB kan fremkalde kræftsygdomme og påvirke immunforsvar, leverfunktion og forplantningsevne som hos fx ringsæler i Østersøen og Vadehavet. PCB kan ikke nedbrydes af mikroorganismer i søers og havområders iltfrie bundlag og udgør her en særlig fare for bunddyr og for fisk, fx torsk, der lever af disse bunddyr. Dioxiner påvirker levende organismer på stort set samme måde som PCB, men de er meget mere giftige og hører til de mest miljøfarlige syntetiske stoffer, man kender. Den mest giftige er klordioxinen TCDD, som blev kendt, da stoffet i 1976 forgiftede store landområder efter en eksplosion på en kemikaliefabrik i den norditalienske by Seveso.

Såvel DDT som PCB og dioxiner har siden 1990'erne påkaldt sig fornyet opmærksomhed, da det viste sig, at de måske kan påvirke kønsprocesserne på samme måde som det hunlige kønshormon østrogen og dermed nedsætte forplantningsevnen. En lignende virkning kendes fra andre stoffer, fx ftalater (se ftalsyre), der bl.a. anvendes som blødgøringsmiddel i plast, og som nu forekommer i store mængder i omgivelserne.

Også tungmetaller som fx cadmium, kviksølv, bly, kobber og chrom kan være farlige miljøgifte. De nedbrydes ikke i naturen, men her varierer giftigheden med de øvrige miljøforhold. Cadmium, der kan ophobes i levende organismer og i fødekæderne, er fx meget giftigt for dafnier og andre planktonorganismer i kalkfattigt ferskvand, men virker ikke nær så giftigt i kalkrigt ferskvand og havvand. Når metallisk kviksølv, der i sig selv ikke er særlig giftigt, kommer ud i et vandområde, kan det af mikroorganismer omdannes til miljøfarligt methylkviksølv. Dette nedbrydes kun langsomt i naturen og kan let trænge ind i celler og skade arveanlæggene.

Oliespild på havet rammer ikke alene fugle, som søles ind i klæbrig olie, men olien indeholder også miljøgifte, bl.a. PAH (polyaromatiske hydrocarboner), der nedbrydes meget langsomt i havet, og som kan forårsage svulstdannelser og finnesygdomme hos fisk og udvikle forstadier til kræft hos skaldyr. I pattedyr kan bl.a. PAH-stoffet benzopyren virke kræftfremkaldende. Visse organiske metalforbindelser, fx tributyltin og organofosfater, er stærke miljøgifte; organiske fosforforbindelser bruges som pesticider, og tributyltin anvendes i bundmaling til skibe for at hindre alger og dyr i at sætte sig fast.

Stråling fra radioaktive isotoper kan give akutte skader i bl.a. hud og øjne. Farligere er dog de kroniske skader på arveanlæggene ved langtidspåvirkning. Ved uheldet i 1986 på Tjernobylværket i Ukraine slap cæsium-137 og jod-131 ud i omgivelserne og forurenede store landområder, der endnu i 2006 ikke kan benyttes til landbrugsdrift. I det nordlige Skandinavien aflivede man mere end 100.000 rener og elge, der havde spist lav og planter, som var forurenet med radioaktive stoffer fra udslippet.

Forbud mod anvendelse af farlige miljøgifte som fx DDT og PCB har sammen med andre lovreguleringer med fastsættelse af grænseværdier for indholdet af miljøgifte i vand, jord og luft bidraget til at nedsætte omgivelsernes belastning med miljøgifte. I samme retning virker bestræbelserne på at erstatte miljøfarlige stoffer med mindre farlige stoffer i bl.a. produktionsprocesser (se renere teknologi). Dette substitutionsprincip er et væsentligt led i FN's kemikaliestrategi fra 2006 (SAICM – Strategic Approach to International Chemicals Management), der indeholder en global plan for ca. 270 aktiviteter, som vil bidrage til, at FN's mål for 2020 nås. Målet er, at kemikalier skal produceres og bruges på en måde, der minimerer de væsentlige negative virkninger på miljø og sundhed.