Exxon Valdez. Oprydning efter olieforureningen. Pga. hårdt vejr spredtes olien over store områder, og det blev en af de største olieforureningskatastrofer, bl.a. døde ca. 200.000 havfugle. Olie klistrer til fuglenes fjer, deres ellers vandtætte fjerdragt kommer i uorden, og vand trænger ind til huden, hvilket fører til fuglens død.

.

Exxon Valdez, supertanker, der i 1989 stødte på klipperne i Prins Williams Sund i Alaska og lækkede ca. 40.000 t råolie, der ramte mere end 6700 km af Alaskas sydkyst. Det blev en af de største olieforureningskatastrofer. Omkring 200.000 havfugle og et stort antal havoddere, hvaler, sæler og laks omkom. Desuden blev mange af søløvernes hvilepladser ødelagt.

Fem år efter katastrofen var der ikke synlige spor af olien i området, men der manglede stadig ca. 11 arter af de oprindelige havfugle, bl.a. lom og skarv, og der var bl.a. færre havoddere og sæler end før ulykken.

Olieforureningen fra Exxon Valdez satte yderligere fokus på de miljømæssige risici ved olieudvinding i den sårbare arktiske natur og under polarområdernes ekstreme vejrforhold.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig