miljøulykke

En af de første store miljøulykker med kemiske stoffer fandt sted i slutningen af 1950'erne ved fiskerlandsbyen Minamata på den japanske ø Kyushu. Som et affaldsstof fra produktionen sendte fabrikken Nippon Chisso Hiryo med sit spildevand store mængder kviksølv ud i havbugten, hvor det i form af methylkviksølv blev ophobet i fisk, muslinger og andre havdyr, der er en vigtig fødekilde for den lokale befolkning. Mange hundrede mennesker døde eller fik misdannelser efter kviksølvforgiftning af centralnervesystemet (Minamatasyge). Siden Minamataulykken har flere uheld på kemikalievirksomheder været årsag til omfattende miljøulykker.

Miljøulykken i 1976 ved Seveso, 30 km nord for Milano, blev kendt verden over, fordi man her for første gang blev vidne til en massiv forurening med dioxiner, der hører til de farligste miljøgifte, man kender. På kemikaliefabrikken ICMESA eksploderede en tank til fremstilling af ukrudtsmidlet triklorfenol, og i den stærke varme omdannedes en del af kemikalierne til den særdeles giftige dioxin TCDD, som blæste ud over et 18 km² tætbeboet område. Ingen mennesker omkom ved ulykken, men i de følgende år forøgedes sygeligheden med bl.a. misdannede fostre, hudsygdomme og leverskader til følge. Også plante- og dyrelivet led alvorlig skade, og giften kunne spores i jordbunden mere end ti år efter ulykken. Sevesoulykken gav anledning til en yderligere skærpelse af bl.a. sikkerhedskrav og ulykkesberedskab på industrianlæg, der anvender eller fremstiller miljø- og sundhedsfarlige kemikalier, bl.a. med EU's såkaldte Seveso-direktiv.

I modsætning til Sevesoulykken anrettede uheldet i 1984 på Union Carbides fabrik i den indiske millionby Bhopal allerede fra begyndelsen betydelig skade på både miljø og mennesker. En lagertank sprang læk og sendte en sky med mindst 30 t af det stærkt giftige methylisocyanat gennem byen. Ca. 200.000 blev udsat for giften, og flere tusinde omkom straks og i den efterfølgende tid.

I havet spiller miljøulykker som følge af oliespild en særlig rolle. De fleste ulykker sker i forbindelse med uheld på skibe og ved kollisioner, grundstødninger og brande. Uheld ved offshorevirksomhed har også givet anledning til store olieudslip. For havmiljøet er skadevirkningen særlig stor i de tilfælde, hvor olien driver mod land og forurener lavvandede kystområder. Her findes et rigt plante- og dyreliv med yngle- og opvækstområder for fisk og andre havdyr.

Et af de største olieudslip fra et skib fandt sted fra supertankeren Castillo de Bellver i 1983. Skibet brød i brand ud for Kap det Gode Håb i Sydafrika, og ca. 260.000 t råolie strømmede ud i havet. Men oliepølen drev ud over det åbne hav og anrettede ingen skade langs kysten. Det gjorde derimod olieudslippet fra tankskibet Amoco Cadiz, der i 1978 grundstødte ud for Bretagnes kyst. Skibet brækkede over i to halvdele, og hele lasten på 220.000 t olie flød ud og forurenede en 200 km lang kyststrækning. Der skete omfattende skader på fugle og havdyr, og fiskeriet led betydelige tab. 11 år senere blev en endnu længere kyststrækning, mere end 6700 km, ramt af olie fra supertankeren Exxon Valdez, der stødte på klipperne i Prins Williams Sund ved Alaskas sydkyst. Ca. 200.000 fugle og et stort antal havoddere, hvaler, sæler og laks omkom, og levestederne for mange andre dyr, bl.a. søløver, blev ødelagt.

Et af de største olieudslip til havs fandt sted 1979-80 ved en ukontrolleret udblæsning i oliebrønden Ixtoc I i Den Mexicanske Golf. I næsten fem måneder strømmede hver dag mere end 4000 t olie ud i havet. Det lykkedes dog kun delvis at tætne brønden, og først efter yderligere fem måneder kunne udstrømningen helt standses. Man regner med, at 0,5-1,5 mio. t råolie kom ud i havet. Skaderne fra olien var vanskelige at opgøre pga. de store mængder kemikalier, der blev anvendt til at bekæmpe forureningen. I Golfkrigen 1991 sendte Irak store mængder olie fra Kuwaits oliefelter ud i Den Persiske Golf for at hindre et angreb fra Saudi-Arabien og for at ødelægge drikkevandsanlæg langs kysten. Det fik også alvorlige konsekvenser for havområdets plante- og dyreliv. I 2010 sank dybhavsboreplatformen Deepwater Horizon, hvorved sandsynligvis over 0,6 mio. t olie blev sendt ud i Den Mexicanske Golf.

De første kendte uheld, hvor større mængder radioaktivt materiale kom ud i omgivelserne, fandt sted i 1957. Her blev et 20.000 km² stort område stærkt forurenet med radioaktivt nedfald efter en eksplosion på et oparbejdningsanlæg ved Kysjtym i Ural. På det engelske Windscale-anlæg (nu Sellafield) udbrød samme år en brand i en reaktor, hvorved den farlige radioaktive isotop jod-131 slap ud. Uheldet på kernekraftværket på Tremileøen 1979 i Pennsylvania udviklede sig til USA's hidtil alvorligste ulykke på et kernekraftværk. Ulykken gav ny næring til den udbredte skepsis over for brugen af kernekraft til civile formål og medvirkede til, at Folketinget i 1985 besluttede, at der ikke må anvendes kernekraft til energifremstilling i Danmark.

De mest alvorlige følger for miljø og mennesker fik dog ulykken i 1986 på Tjernobylværket i Ukraine, hvor en eksplosion sendte den hidtil største mængde radioaktivt materiale ud i omgivelserne. Det første år efter ulykken måtte ca. 115.000 mennesker evakueres fra et 20.000 km² stort område omkring ulykkesstedet. Skyer af radioaktive isotoper, især cæsium-137 og jod-131, blæste mange tusinde km bort. Hårdest ramt var det centraleuropæiske område og det nordlige Skandinavien. I Sverige var det radioaktive nedfald i visse områder så voldsomt, at over 100.000 rener og elge måtte aflives.

Endnu en alvorlig ulykke indtrådte i 2011, da der skete radioaktivt udslip fra Fukushima-kernekraftværkerne i Japan i forbindelse med et jordskælv og en efterfølgende tsunami. Flere hundredetusinde mennesker blev evakueret.

For at beskytte miljø og mennesker mod radioaktiv stråling har man indgået en række internationale aftaler om fx sikkerhedsforhold på kernekraftværker, bl.a. International Commission for Radiological Protection (IRCP). Også for anden risikobetonet virksomhed som fx olieudvinding og kemikaliefremstilling spiller det internationale samarbejde en vigtig rolle, bl.a. ved etablering og løbende forbedring af varslingssystemer, beredskab og oprydningsindsats i tilfælde af uheld med miljøulykker til følge.

Se også miljøansvar, miljøberedskab og miljøsamarbejde.