Miljømærkning. Miljømærkerne Blomsten og Svanen. I slutningen af 1997 oprettede Miljøstyrelsen et særligt Miljømærkesekretariat, som fik til opgave at udbrede kendskabet til og brugen af miljømærker: EU's Blomsten, der blev vedtaget ved en EU-forordning i 1992, og Nordisk Ministerråds Svanen, som Danmark tilsluttede sig i 1997.

.
.

Miljømærkning, forsyning af et produkt med et mærke, der giver forbrugerne mulighed for at udvælge de produkter, der påvirker miljøet mindst. Samtidig tilskyndes producenterne til at udvikle mindre miljøbelastende produkter. Miljømærket viser, at produktet er blandt de mest miljøvenlige inden for sin produktgruppe. Føde- og drikkevarer samt medicin er ikke omfattet af ordningen.

Et produkt med fx EU's miljømærke Blomsten eller Nordisk Ministerråds Svanen opfylder en række krav, baseret på en vurdering af produktets livscyklus (se livscyklusvurdering). Her bedømmes produktets miljøpåvirkninger fra råvarer over fremstilling og anvendelse, til det kasseres som affald. På dette grundlag opstilles et sæt kriterier, der skal opfyldes, før mærket kan anvendes, og som skærpes med 3-5-års intervaller. Producenten betaler et gebyr for retten til at bruge miljømærket, og kontrollen varetages af en offentlig myndighed eller en uafhængig organisation. Tilsvarende regler gælder for det tyske statslige miljømærke Der blaue Engel (fra 1978) og det svenske Falken (fra 1990).

Siden 1999 har antallet af miljømærkede produkter i Danmark været stærkt stigende og udgjorde i 2016 ca. 12.000. Svanen har eksisteret fra 1989, og Danmark tilsluttede sig ordningen i 1997. Blomsten kom til i 1992.

Såvel Svanen som Blomsten kontrolleres af Miljømærkning Danmark.

Miljømærkning Danmarks hjemmeside om Svanen og Blomsten

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig