landskabsbevaring

Landskabsbevaring, centralt led i naturbeskyttelsen i Danmark. I Naturbeskyttelseslovens formålsbestemmelse nævnes, at loven bl.a. særlig tilsigter beskyttelse af landskabelige værdier samt forbedring, genopretning og tilvejebringelse af områder af betydning for landskabelige interesser. Noget tilsvarende gælder for Planlægningsloven i forbindelse med bebyggelsesønsker og for Råstofloven i forbindelse med råstofindvinding.

Landskabsbevaring kan fx ske, ved at offentlige myndigheder giver afslag på udnyttelsen af en ejendom til bestemte formål, som vil forandre landskabet, eller ved at det offentlige aktivt genopretter landskaber, fx ved at rydde skov, pleje heder eller genslynge åer.

Det kan diskuteres, hvad der skal bevares og hvordan. Danmark har i de sidste 1000 år undergået kolossale forandringer fra at være skovklædt til at være næsten skovfrit omkring 1800; fra i 1850'erne at være et land med store heder, enge, søer og lavvandede havområder til at blive et landbrugsland med opdyrkning, dræning, udretning af åer, indvinding af land, bebyggelse og trafikanlæg. Derfor går bevaring ofte ud på at opretholde nuværende landskabstræk, som skønnes af særlig interesse, fx åse, hatformede bakker, israndslinjer og klit- og hedearealer. Ved råstofindvinding, fx grusgravning, stilles krav om, at landskabet skal efterbehandles. Det vurderes, om man skal søge at bringe landskabet så nær den oprindelige tilstand som muligt, eller der skal gives mulighed for helt nye naturområder og oplevelser.

Se også fredning og kulturlandskab.