fuglebeskyttelsesområde

Fuglebeskyttelsesområde, område, der er udpeget og afgrænset for at beskytte levesteder for fugle. Udpegningen af sådanne fuglebeskyttelsesområder har fået en særlig betydning efter fuglebeskyttelsesdirektivet fra 1979 udstedt af EF. Områder udlagt ifølge dette direktiv kaldes EF-fuglebeskyttelsesområder.

Danmark har med sin kyststruktur og beliggenhed i forhold til trækruter, yngle- og rastemuligheder en særlig betydning for Europas fugleliv, navnlig for svaner, gæs, ænder og vadefugle. En stor del af Europas fuglebestande opholder sig i de danske farvande i kortere eller længere tid for at spise og hvile i forårs- eller efterårssæsonen eller om vinteren, fx islandsk ryle, kortnæbbet gås, knopsvane og sortand. Det fuglebeskyttelsesområde, som har størst betydning, er Vadehavet.

Der er lang tradition for at beskytte træk- og ynglefugle, som i kortere eller længere tid opholder sig i Danmark. Allerede i den første naturfredningslov fra 1917 var der hjemmel til at give bedre livsvilkår i form af reservater for bl.a. fugle. Efter denne lov er oprettet særlige videnskabelige reservater, fx Tipperne, Vejlerne og Vorsø, hvor der er forbud mod færdsel og jagt. I disse områder overvåger man fuglene, således at man kan måle svingningerne i bestanden. Ligeledes plejes områderne og holdes i en tilstand, så de kan tjene deres formål som levested for fuglene.

Efter den gamle reservatlov fra 1936 og efter Jagtloven er der oprettet et stort antal vildtreservater med adgangsforbud i fuglenes yngletid samt jagtrestriktioner. Vildtreservaterne er oftest mindre områder, holme, bynære områder og heder, men der er dog enkelte større områder såsom Stavnsfjord og Vadehavet. Efter Jagtloven udlægges i 1990'erne et større antal områder som jagt- og forstyrrelsesfrie kerneområder.

I 1977 ratificerede Danmark Ramsarkonventionen. Efter denne konvention er i Danmark udpeget 27 Ramsarområder, der senere er indbefattet i EF-fuglebeskyttelsesområder.

Efter fuglebeskyttelsesdirektivet fra 1979 har Danmark udpeget 113 områder rundt om i landet, hvor fuglene nyder særlig beskyttelse, i alt 14.700 km². 28 af disse områder er udpeget af hensyn til rastende og overvintrende fugle, 35 af hensyn til ynglefugle, og de resterende 50 områder er vigtige både som yngle- og rasteplads. Udpegningen af de danske EF-fuglebeskyttelsesområder har i særlig grad taget udgangspunkt i beskyttelsen af ænder, gæs og vadefugle og i mindre grad af fuglearter, der opholder sig på land. Der foretages et systematisk overvågningsprogram vha. tællinger fra land og fra fly. Formålet hermed er generelt at følge bestandsudviklingen og specielt at konstatere, om naturens tilstand de pågældende steder kan give gode levevilkår for fuglene. Det konstateres bl.a., om pleje og vandstandsforhold er optimale, for at områderne kan tjene deres formål.

Særlig vigtige for fuglelivet i Danmark er havområder, de kystnære områder og fjordene. Bortset fra nogle få arter såsom lomvie, ride og mallemuk opholder de fleste vandfugle sig i havområder med dybder under 15 m. IUCN, Den Internationale Naturbeskyttelsesorganisation, har fastlagt, at vandområder under 6 m vanddybde er særlig værdifulde. Ramsar-afgrænsningerne og i vidt omfang EF-fuglebeskyttelsesområderne bygger da også på, at denne afgrænsning er særlig vigtig. Afgrænsningen er også lagt til grund for, hvor fx råstofindvinding i henhold til Råstofloven skal tage særlige naturhensyn.