Grand Canyon. I baggrunden ses den vandrette, oprindelige overflade, i hvilken Colorado River i løbet af ca. 5 mio. år har skåret sig indtil 1800 m ned. Området hører til blandt USA's kendteste landskaber. Fotografi fra 1996.

.

Oldtidsbyen Pæstum syd for Napoli i Italien er optaget på Verdensarvslisten. Neptuntemplet er fra ca. 460-450 f.v.t.

.

UNESCO's Verdensarvsliste er en liste over steder, byer, bygninger, monumenter og lignende af enestående og universel værdi for hele menneskeheden (World Heritage Sites).

Faktaboks

Etymologi

engelsk World Heritage List

Også kendt som

UNESCO's verdensarvsliste, liste over verdens kultur- og naturarv; Verdensarvslisten

Verdensarvslisten er udarbejdet på grundlag af den internationale UNESCO-konvention kaldet Verdensarvskonventionen (1972) om beskyttelse af verdens kultur- og naturarv og blev ratificeret af Danmark i 1979. Verdensarvslisten ajourføres årligt af Verdensarvskomitéen, og den omfatter over 1100 verdensarvssteder, bl.a. Galápagosøerne, Grand Canyon (USA), de egyptiske pyramider og Taj Mahal (Indien).

Optagelse på Verdensarvslisten

Optagelse på Verdensarvslisten er betinget af beskyttelse, vedligeholdelse og evt. restaurering af de pågældende steder, og der føres løbende tilsyn med dem for at sikre, at de fortsat kan betragtes som verdensarv. Lister over mulige kandidater til at få status som verdensarv (såkaldte tentativlister) føres af de enkelte medlemslande på baggrund af nationale vurderinger af stedernes potentiale til optagelse, og omfatter i Danmark bl.a. Amalienborg og Møns Klint.

Listen over danske Verdensarvssteder

Ringborgen Fyrkat.
Ringborgen Fyrkat ved Hobro er en af Harald Blåtands ringborge, som blev tilføjet på Verdensarvslisten i september 2023.
Ringborgen Fyrkat.
Af /Ritzau Scanpix.
Verdensarvssted År for optagelse på listen
Jellingmonumenterne, herunder Jelling Kirke 1994
Roskilde Domkirke 1995
Kronborg 2000
Stevns Klint 2014
Den danske del af Vadehavet 2014
Christiansfeld 2015
Christian 5.s parforcejagtlandskaber i Nordsjælland, bl.a. omfattende Jægersborg Dyrehave 2015
Grønland: Kangia (Ilulissat Isfjord) 2004
Grønland: Kujataa 2017
Grønland: Aasivissuit – Nipisat 2018
Harald Blåtands ringborge 2023

Verdensarvskomitéen udarbejder desuden efter behov en særlig liste over de verdensarvssteder, som er i fare for at forsvinde på grund af trusler som fx krig, terrorisme, klimaforandring og pres fra moderne udvikling. Listen omfatter i september 2023 56 steder.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer (4)

skrev Finn Andersen

Afsnittet “Danske Verdensarvssteder” bør opdateres med de nyeste tilføjelser. Se fx https://nyheder.tv2.dk/samfund/2023-09-17-unesco-optager-fem-danske-ringborge-paa-verdensarvslisten

svarede Helle Jørgensen

Kære Finn, det er jeg skam ganske klar over, jeg har blot ikke været i stand til at opdatere artiklen før nu. Verdensarvskomitteen er til og med d. 25. september i gang med deres årlige møde, og kan endnu nå at træffe beslutninger som skal tilføjes til denne og andre relaterede artikler på Lex.
Med venlig hilsen Helle

skrev Finn Andersen

Følge de sætning i artiklen virker forældet, da trelleborgene vel netop har fået status:

“Listen over kandidater til at få status som verdensarv omfatter flere end 1600 steder, fx Paganrigets gamle hovedstad Bagan i Myanmar med mere end 2000 templer og pagoder, i Danmark bl.a. Amalienborg og trelleborgene.”

svarede Finn Andersen

“Følge de” = “følgende”

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig