Bakteriofag er virus, som angriber bakterier. Bakteriofager er simpelt opbyggede med en skal, der består af et enkelt eller få proteiner. Arvemassen kan enten være dobbeltstrenget DNA, enkeltstrenget DNA eller RNA, og alt efter størrelsen rummer arvemassen fra tre til ca. 150 forskellige gener. Nogle bakteriofager er stavformede, mens andre har et hoved af form som et ikosaeder (dvs. med 20 flader), som i mange tilfælde er forsynet med en kompliceret opbygget hale.

Faktaboks

Etymologi
Ordet bakteriofag kommer af græsk bakterie og fag(i).

Bagteriofager findes i meget stort tal. I naturlige bakteriekulturer er der typisk omkring 100 fager for hver bakteriecelle. Det gælder bl.a. i afføring.

Virkemåde

Bakteriofager fæstner sig til bakterier ved kontakt mellem proteiner, der oftest findes i bakteriofagens hale, og specielle proteiner i bakteriens cellevæg (receptorer). Dette fører til, at bakteriofagens arvemasse trænger ind i bakterien, hvor den kan kontrollere bakteriens dannelse af proteiner, DNA og RNA. Der påbegyndes hurtigt en dannelse af talrige kopier af såvel bakteriofagens arvemasse som dens proteiner, som samles til nye bakteriofag-partikler. Efter et tidsrum, som varierer mellem 15 og 60 minutter, vil bakterierne gå i opløsning (lysere), og flere hundrede nydannede bakteriofager frigøres til omgivelserne. Denne korte livscyklus bevirker, at et bakteriofag-angreb af en bakteriekultur i løbet af kort tid vil føre til opløsning (lysis) af alle bakterier i kulturen.

Ved fremstilling af bl.a. syrnede mælkeprodukter og ost kan bakteriofager inficere starterkulturerne og dermed give problemer, hvorfor udvikling af bakteriofagresistente starterkulturer tilstræbes.

Bakteriofager og deres anvendelse i forskning

Studiet af bakteriofager har haft stor betydning for udviklingen af arvelighedsforskningen. Visse DNA-holdige bakteriofager, de såkaldte lysogeniserende bakteriofager, bevirker ikke altid lysis af inficerede bakterier. Hos disse vil bakteriofag-DNA blive indbygget i bakteriernes arvemasse, som herved tilføres ny arveegenskaber. Metoder til gensplejsning benytter i vid udstrækning lysogeniserende bakteriofager til overførsel af arveanlæg.

Bakterieceller har som forsvar mod bakteriofager udviklet en række enzymer, der kan nedbryde fremmed DNA. Dette omfatter de såkaldte restriktionsenzymer og Crisper Cas systemet. Disse enzymer har været brugt i forskning til gensplejsning og har udløst flere nobelpriser, senest i 2020.

Anvendelse som typebestemmelse af bakterier

Da tilstedeværelsen af en speciel receptor er nødvendig, for at et bakteriofag-angreb kan finde sted, kan en bakteriofag som regel kun inficere en enkelt eller ganske få bakteriearter. De er derfor blevet meget brugt til at typebestemme bakterier. Der er i tidens løb isoleret talrige bakteriofager, som angriber forskellige bakteriearter. De er ofte blevet isoleret fra spildevand, men findes også i meget høje koncentrationer i havvand.

Man har siden 1919 brugt bakteriofager som medicin til at bekæmpe bakterieinfektioner, det kaldes fagterapi.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig