Blågrønalger. Vandblomst. Om sommeren kan der på overfladen i søer, som er forurenet med fosfor, udvikles et lag af blågrønalger. Det kan ligne grøn maling, når det samles i stille vige. Blågrønalger kan udskille giftstoffer, der er farlige for mennesker og dyr. Hunde og kreaturer, der drikker vandet, kan blive syge eller dø. Bader man i vandet, kan der forekomme alvorlige udslet. Nogle steder, fx i Ferring Sø ved Lemvig, er der permanent badeforbud pga. blågrønalger.

.

Alger. Blågrønalgen krybetråd, Oscillatoria, med kiselalgen Navicula liggende ved sin side. I Navicula kan ses gule kloroplastre, oliedråber og en cellekerne. Begge alger kan krybe; Oscillatorias ender er undertiden bøjede, så dens drejninger omkring længdeaksen ser ud som svingninger fra side til side. Mikrofotografi.

.

Cyanobakterier er kerneløse organismer (prokaryoter), der udfører fotosyntese vha. klorofyl a; cyanobakterier omfatter ca. 200 slægter og et ukendt antal arter.

Faktaboks

Også kendt som

Cyanophyceae, Nostocophyceae, Cyanobacteria, tidligere kaldt blågrønalger

Cyanobakterier indeholder klorofyl a, carotenoider samt phycobiliproteiner, bl.a. det blå phycocyanin og det røde phycoerythrin. De fleste er blågrønne; enkelte er dog røde som fx Trichodesmium, der har givet navn til Det Røde Hav. I udseende og størrelse afviger de fleste meget fra bakterier: Foruden enkeltceller findes kolonier og tråde; nogle har op til 60 μm store celler, og visse (fx Nostoc) kan blive flere cm. Svingtråde kendes ikke, men bundlevende former som fx krybetråd (Oscillatoria) kan bevæge sig ved retningsbestemt slimudskillelse. En del cyanobakterier har særlige celler, heterocyter, som kan binde luftens frie nitrogen vha. enzymet nitrogenase. Formeringen er ukønnet og sker ved celledeling og hos nogle former ved dannelse af korte trådstykker, hormogonier; andre danner tykvæggede hvilesporer, akineter. Kønnet formering er ukendt, men genetisk rekombination forekommer.

Cyanobakterier findes i fersk- og saltvand, på fugtig jord og klipper samt i varme kilder, ørkener og antarktiske søer. Mange planktiske cyanobakterier kan, specielt i næringsrigt vand, optræde i store mængder og danne vandblomst. Fænomenet skyldes cellernes indhold af luftvakuoler, som gør organismerne lettere end vand. Arter af Microcystis, Anabaena, Aphanizomenon og Planktothrix findes i søer, Nodularia i brak- og saltvand.

En del cyanobakterier, bl.a. de nævnte slægter, kan danne giftstoffer (toksiner), som er dødeligt giftige for pattedyr, fugle og fisk. Nogle toksiner ødelægger leveren og kan medføre døden efter få timer, andre er nervetoksiner, der lammer åndedrættet efter få minutter. Forgiftningstilfælde i Danmark har omfattet både kvæg, hunde, fugle og fisk. Akutte forgiftninger med dødelig udgang for mennesker er yderst sjældne; i 1996 fik 183 patienter på Caruaru-bloddialysecenteret i Brasilien en akut cyanobakterieforgiftning, og 66 døde af leverforgiftningen. Men toksinerne kan forårsage diarré, mave-, muskel- og ledsmerter samt hududslæt og høfeberlignende reaktioner. Levertoksinerne kan efter langvarig påvirkning fremkalde leverkræft, hvilket kan frygtes at få konsekvenser i områder, hvor drikkevand udvindes fra søer med cyanobakterier-vandblomst; toksinerne fjernes ikke ved de sædvanlige rensningsmetoder.

Cyanobakterier er dog ikke altid af det onde. En stor del af jordens primærproduktion skyldes 1 μm store Synechococcus-arter, der udgør hovedparten af det mindste plankton, pico-planktonet, i havet og i næringsfattige søer. Den trådformede Spirulina optræder i store masser i saltsøer i Centralamerika og Afrika og anvendes bl.a. ved Tchadsøen som kosttilskud i tørret form (dihé). Den dyrkes også industrielt i flere lande, men produktionen er dyr, og produkterne anvendes mest til helsekost. I visse ulande udføres forsøg i integrerede landsbysystemer, hvor Spirulina bruges både til spildevandsrensning og som kosttilskud.

Mange cyanobakterier danner udbredte bevoksninger på jord, sten eller klipper. Det sorte, slimede overtræk i bølgeslagszonen ved vore kyster udgøres af skvatalgen, Calothrix scopulorum. I Vadehavet er Microcoleus chthonoplastes en vigtig slikbinder, idet sandet kittes sammen af algens slimskeder. På fugtig jord, specielt i troperne, vokser måtter af bl.a. Anabaena-arter, der ved nitrogenbinding kan tilføre risplanter 10-90 kg N pr. hektar pr. år. Vandbregnen Azolla bruges som gødning, fordi den lever i symbiose med Anabaena. Andre organismer, fx visse laver og levermosser, indeholder også cyanobakterier som symbionter.

De ældste fossile cyanobakterier er fundet i 3,5 mia. år gamle sedimentbjergarter i Sydafrika og Australien. Stromatolitter, som består af skiftende lag af cyanobakterier og kalkholdigt sediment, findes både nulevende og fossile.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig