Desinfektion er metoder til at reducere antallet af sygdomsfremkaldende (patogene) mikroorganismer i en sådan grad, at smitte og infektion ikke vil forekomme. Der kræves altså ikke absolut frihed for mikroorganismer, som der kræves ved sterilisation. Desinfektion foretages med fysiske og kemiske metoder. I praksis anvendes næsten kun varme som fysisk desinfektionsmiddel.
I laboratoriet anvendes fx en bunsenbrænder (gasflamme) til flambering af reagensglasmundinger før og efter tilsåning af mediet i reagensglassene med bakterier, så forurening med uønskede bakterier fra omgivelserne undgås. Men bortset herfra er hedt vand og lavtryksautoklavering de anvendte metoder på hospitaler. Hvis der er mulighed for at vælge mellem en fysisk desinfektionsmetode og en kemisk desinfektionsmetode, skal den fysiske foretrækkes, da de kemiske metoder er behæftet med mange flere fejlkilder.
Udsættelse for hedt vand eller mættet vanddamp ved de temperatur-tidsforhold, der er angivet i tabel 1, dræber vegetative (latin: vegetare, oplive, livligt voksende) bakterier, svampe, virus og parasitter, så kun bakteriesporerne overlever.
|
Temperatur |
Tid |
| 80 oC | 10 minutter |
| 85 oC | 3 minutter |
| 90 oC | 1 minut |
Metoden finder anvendelse i varmedekontaminatorer (bækkenskyllere), instrumentopvaskemaskiner, almindelige opvaskemaskiner, laboratorieopvaskemaskiner, opvaskemaskiner til fx anæstesislanger eller optiske endoskoper, i vaskemaskiner til linned og tøj (kogevaskeprogram) og i lavtryksautoklaver til madrasser mv. Det fremgår heraf, at almindelig kogning af væsker i gryde på komfur eller i mikrobølgeovn til synlig kogning med bobledannelse overalt, er effektivt, dog ikke overfor sporer.
Pasteurisering er opkaldt efter den franske mikrobiolog Louis Pasteur (1822-1895), der opfandt metoden i 1865 til brug i øl- og vinindustrien. Det er en varmedesinfektionsmetode, der anvendes i levnedsmiddelindustrien for at forbedre mælks, øls, vins og andre fødevarers holdbarhed ved at dræbe en stor del af de uønskede bakterier, der fordærver fødevarerne eller er smittefarlige for mennesker.
Lavpasteursering er opvarmning af produktet til 72 oC i 15 sekunder. Højpasteurisering er opvarmning til 87 oC i 15 sekunder eller til 90 oC i 5 sekunder og Ultrahøjpasteurisering er opvarmning til 138oC – 150oC i 1-2 sekunder.
Ultrahøjpasteurisering gør, at pasteuriseret mælk kan opbevares uåbnet uden for køleskab i månedsvis. Ingen af metoderne påvirker det næringsmæssige indhold i produktet, men dræber de bakterier, der ellers ville fordærve fødevaren og derved forlænges fødevarens holdbarhed. Pasteurisering påvirker derimod ikke andre former for fordærvning fx harskning eller iltning, eller nedbrydning i stærkt sollys.
Metoden blev i Danmark indført i 1898 af professor Bernhard Bang (1848-1931). Han blev først uddannet som læge og senere som dyrlæge. Metoden blev indført til forebyggelse af kvægtuberkulose, som smittede mennesker gennem komælk fra køer med tuberkuløs yverbetændelse.
For at udføre desinfektion med kemiske midler er en række faktorer betydningsfulde for resultatet:
Det vil sige, at alle ydre og indre overflader og hulrum skal dækkes af desinfektionsmidlet og lag af smuds o.l. skal fjernes før desinfektionen dvs. forudgående rengøring, små hulrum rengøres i ultralydsbade.
For alkoholers vedkommende er tilstedeværelse af vand nødvendigt, da fx ethanol virker bedst ved koncentrationer mellem 65-70 % i vand, dog 85 % hvis der er tilsat glycerol for at hindre udtørring af huden, da glycerol suger vand fra huden under desinfektionsprocessen. Tilstedeværelse af organisk materiale fx sæbe, fedt og protein kan forbruge desinfektionsmidlet, så effekten kompromitteres.
Der skelnes mellem desinfektion ved henstand i desinfektionsmidlet i mindst en time (henstandsdesinfektion) og desinfektion ved aftørring (overfladedesinfektion), hvor emnet fugtes overalt med desinfektionsmidlet fx på en klud og efterlades til indtørring. Huddesinfektion er en variant heraf og udføres derfor to gange for at øge sikkerheden for at desinfektionen fungerer og desinfektionsmidlet skal indtørre mellem de to desinfektioner, fx før et kirurgisk indgreb. Hånddesinfektion udføres dog kun en gang med 2,5 ml – 3,5 ml 70 % ethanol eller 60 % isopropanol i mindst 15 sekunder. Mængden er afhængig af størrelsen af hænderne.
Normalt foregår desinfektion ved stuetemperatur, men kan fx i en endoskopvaskemaskine kombineres med varmedesinfektion, idet hastigheden af drabet fordobles ved en temperaturstigning på 5-15 oC. Effekten af nogle desinfektionsmidler er pH afhængig, fx virker hypoklorit bedre ved surt pH og klorhexidin bedre ved basisk pH. Stærke syrer fx 2,5 % HCl og stærke baser fx 5 % NAOH dræber både vegetative bakterier og sporer.
Den højeste resistens har bakteriesporer, men også svampesporer er relativt resistente. Mykobakterier, fx tuberkulosebakterien, er pga. deres specielle cellevæg mere resistente end grampositive bakterier, som igen er mere resistente end gramnegative bakterier. Hvis bakterierne vokser i en biofilm, bliver de meget mere resistente overfor desinfektionsmidler, men ikke over for varmedesinfektion med hedt vand eller mættet vanddamp.
Virus uden kappe, fx hepatitis B virus, er mere resistente end virus med kappe, fx influenza A virus. Ved anvendelse af desinfektionsmidler, må man derfor sætte sig ind i disse midlers virkningsspektrum (tabel 2) og vurdere hvilke mikroorganismer, der kan være tilstede på emnet, der skal desinficeres. Ved udbredt anvendelse af desinfektionsmidler, kan man se skift af bakteriefloraen fra følsomme til mere resistente mikroorganismer og egentlige resistensmekanismer overfor både desinfektionsmidler og antibiotika. Dette findes også i form af såkaldte effluxpumper, der pumper skadelige stoffer som desinfektionsmidler og antibiotika ud af bakteriecellerne.
Hvad angår personskade skelnes mellem akut giftvirkning, som fx kan være ætsninger på huden eller svien i øjnene pga. dampe og langtidsgiftvirkning, som kan være cancerfremkaldende, fosterskade, organbeskadigelse og overfølsomhedsreaktioner i form af eksem. Personlige værnemidler som handsker, forklæder og i sjældne tilfælde åndedrætsværn kan være nødvendigt for personalet.
Nogle desinfektionsmidler kan ødelægge de materialer, der findes i fx instrumenter. Klormidler korroderer fx stål og aluminium og nogle gummi- og plastmaterialer mørnes af persyrer og brintoverilte. Hvad angår miljøbivirkninger, er der dels tale om beskadigelser på inventar, dels skader på naturen via spildevandsafløb.
Desinfektionsmidler er i mere eller mindre grad generelle cellegifte i modsætning til antibiotika, som er selektivt toksiske overfor mikroorganismer og ikke overfor vores celler. Desinfektionsmidlers virkningsmekanismer på mikroorganismerne er i mange tilfælde kendt. Således forårsager formalin og glutalaldehyd krydsbindinger i cellevæggens peptidoglykanmolekyler og reagerer med aminogrupperne i proteinerne og med nukleinsyrerne (DNA og RNA). Hypoklorit reagerer med aminogrupperne i proteinerne og virker også oxyderende. Alkoholer i vandig opløsning virker denaturerende på proteiner. Klorhexidin forårsager lækager i cytoplasmamembranen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.