Atrazin, ukrudtsbekæmpelsesmiddel (herbicid) introduceret i 1958. Atrazin blev tidligere anvendt i vid udstrækning i majsmarker, i kulturer af løv- og nåletræ og på udyrkede arealer (veje, jernbaner og lignende steder). Fra 1991 måtte atrazin i Danmark kun anvendes i majsmarker, og behandlingen måtte kun finde sted hvert tredje år; i 1994 blev salg af atrazin forbudt. Se også herbicider.

Atrazin har vist sig at være et meget mobilt stof. På sandjord udvaskes atrazin hurtigt. Da stoffet endvidere under iltfrie forhold er meget stabilt, har det ført til en del tilfælde af grundvandsforurening.

I Danmark blev atrazin i løbet af 1990'erne fundet i grundvand i en række undersøgelser. I marts 1994 gav fundet af atrazin i to drikkevandsboringer ved Ejstrupholm i Midtjylland anledning til en større debat. Atrazin-indholdet i drikkevandet blev målt til 1,3 μg/l, en overskridelse af grænseværdien med 13 gange. Atrazinen stammede fra et jernbaneareal 350 m fra vandværkets boringer; arealet var fra 1972-86 blevet behandlet med atrazin. Sagen vakte stor opsigt, da forekomsten af stoffet af pressen blev kædet sammen med en rapporteret overhyppighed af dødfødsler og rygmarvsbrok hos spædbørn i Ejstrupholm i midten af 1980'erne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig