sår (på plantevæv)

Sår, skader på plantevæv, der fx opstår som følge af bearbejdning af afgrøder, beskæringer og grenkapninger, påvirkning fra dyr ved gnav, sugning eller fejning og vejrpåvirkninger som storm, hagl og lyn. Enhver såring bevirker en funktionel forstyrrelse hos plantedelen, fx vil sårede rødder reducere vandoptagelsen, mens grenkapning af træer udtørrer det bagvedliggende ved og vanskeliggør fordelingen af vand til kronen. Den største risiko for planten ligger dog i, at sår kan blive indfaldsvej for patogene svampe og andre mikroorganismer, der kun sjældent angriber intakte planter. Som svar på såringen reagerer planter med fysiologisk-kemiske sårreaktioner, der inducerer anatomiske ændringer som dannelse af lukkelag; se også traumatinsyre.

Det aflukkende lag består yderst af de ødelagte celler, mens der i cellerne indenfor kan ske en forkorkning og/eller forvedning af cellevæggene, hvorefter cellerne dør og beskytter de underliggende, levende celler. Kallus (sårvæv) opstår, ved at levende parenkymceller deler sig hyppigt og danner et uorganiseret væv, der efterhånden kan dække det sårede område. Sårkork er et lag af forkorkede celler, der dannes udefter fra et vækstlag, som anlægges enten i kallusvævet eller fra levende celler inderst i lukkelaget.

Ødelægges bark og vækstlag hos træer, vil levende celler i underliggende ved danne beskyttelsesved, idet der udskilles sårgummi (hos stenfrugttræer) eller harpiks (hos nåletræer), eller der dannes tyller som fx hos bøg. Beskyttelsesved modvirker udtørring og indtrængen af patogener.