landbrug - strukturændringer i det danske landbrug efter 1850

Denne struktur var relativt uforandret til begyndelsen af 1900-tallet, idet der blev flere lidt mindre gårde, og antallet af smålandbrug steg til omkring 100.000 i kraft af opdyrkning og udstykning fra større landbrug. Husmandsbevægelsen og jordlovgivningen, især 1919-jordlovene, reducerede antallet af større landbrug noget og øgede husmandsbrugenes tal til 130.000. Omkring 1950 bestod dansk landbrug af ca. 1800 større landbrug, hvor kornproduktionen traditionelt spillede den væsentligste rolle for økonomien, ca. 60.000 mellemstore gårde med en bred vegetabilsk og animalsk produktion og ca. 130.000 husmandsbrug, hvor den animalske produktion var hovedsagen.

Moderniseringen af dansk landbrug siden midten af 1700-tallet medførte en firedobling af produktionen frem til omkring 1880. Dermed voksede eksporten af korn og oksekød (stude).

Fra 1880’erne nyttiggjorde danske landmænd gennem oprettelsen af andelsmejerier det mekaniserede mejeribrugs muligheder for at afsætte en stigende mælkeproduktion i form af smør til især det engelske marked. Skummetmælken blev nyttiggjort i en stigende svineproduktion, der også omsatte det korn, der tidligere gik til eksport, men som nu mødte stigende konkurrence fra oversøiske kornproducenter. Svineslagterierne – de fleste på andelsbasis – afsatte produktionen på det tyske og efterhånden i stigende omfang på det engelske marked i form af bacon. Det billige korn medførte også en stigende produktion af æg til England.

Disse afsætningsmuligheder sammen med den fortsatte forbedring af landbrugets produktivitet bevirkede en ny firedobling af landbrugsproduktionen frem til tiden før 2. Verdenskrig. Denne udvikling i landbruget og den tilknyttede mejeri- og slagteriindustri gjorde, at dansk landbrug stod stærkt i samfundsøkonomien ved bl.a. at stå for tre fjerdedele af valutaindtjeningen. Først fra 1962 blev industrieksporten større end landbrugseksporten.

Den mekanisering, der var begyndt med elektromotoren før 2. Verdenskrig, og som videreførtes med traktorerne efter krigen, førte til mindre beskæftigelse i landbruget. Således faldt antallet af lønmodtagere i landbruget fra lidt over 300.000 i 1939 til ca. 30.000 i 1970 og ca. 20.000 omkring år 2000. Antallet af landbrugsbedrifter og dermed antallet af selvstændige landmænd var dog stort set uændret omkring 200.000 helt frem til 1960. Arbejdsløsheden i byerhvervene betød, at der frem til midten af 1960’erne var politisk flertal for oprettelse af nye statshusmandsbrug.

Op gennem 1960’erne skete der gradvis ændringer i jordlovgivningen, der i begrænset omfang tillod sammenlægninger og samdrift, og udstykningen ophørte. Med den gode beskæftigelse i byerne og landbrugets forringede afsætningsmuligheder faldt antallet af landbrugsbedrifter til 140.000 i 1970. Reduktionen er fortsat i de følgende år, så bedriftsantallet i 2006 udgjorde 47.000, hvoraf under halvdelen er heltidsbedrifter. Det samlede landbrugsareal er siden 1950 faldet fra 3,2 millioner hektar til 2,7 millioner hektar. Dermed er den gennemsnitlige bedriftsstørrelse steget fra 16 hektar til 60 hektar.

Selvom de større bedrifter er selvejet, hvor ejer og bruger er samme person, fortsat den dominerende besiddelsesform. Dog vinder selskabseje mellem flere landmænd, fx ved generationsskifte, stigende udbredelse. Mens det omkring 1950 kun var 7% af arealet, der blev drevet i forpagtning fra de 5% af ejendommene, der var forpagtergårde, så drives i 2004 28% af jorden i forpagtning, og 55% af bedrifterne har suppleret op med tilforpagtet jord, som ofte tilhører ældre landmænd, hvis bedrifter er under afvikling.

Fra alsidigt til specialiseret landbrug. Endnu i 1950’erne blev næsten alle landbrug drevet alsidigt med både markbrug, heste, køer, grise og høns. Hestene leverede trækkraften, køerne omsatte det grovfoder, der var nødvendigt for sædskiftet, og grisene omsatte den skummetmælk, der kom retur fra mejeriet, sammen med kornet fra markerne, som også heste og køer fik andel i. Den alsidige produktion gav beskæftigelse året rundt, og det stabiliserede indkomsten at satse på flere produktioner.

Moderne dyrkningsmetoder har mindsket sædskiftets betydning og dermed nødvendigheden af kvæghold, og mejeriernes anvendelse af skummetmælken til osteproduktion har brudt båndet mellem kvæg- og svineproduktion. Sammen med EU's stabilisering af priserne har det givet mulighed for en stigende specialisering af produktionen. Mens der i 1950 var både køer, grise og høns på 90% af bedrifterne, så var tæt ved halvdelen af bedrifterne uden husdyr i 2004, og tæt ved 90% af både malkekøerne og svinene stod i specialiserede bedrifter. Mælkeproduktionen var koncentreret på ca. 6000 bedrifter, og svineproduktionen på 10.000 bedrifter.

Som et led i specialiseringen er der også sket en regionalisering, der er særlig udtalt for malkekvæget. Mens Øerne øst for Storebælt i 1950 havde en fjerdedel af både bedrifterne og alle husdyr, så har denne landsdel nu kun 6% af køerne og 14% af svinene, hvorved planteavl er blevet den dominerende driftsgren. Til gengæld har Nord-, Vest- og Sønderjylland nu tre fjerdedele af køerne mod kun halvdelen i 1950. Specialiseringen og koncentrationen har muliggjort en mere effektiv udnyttelse af resurserne. Det er sket med forøget viden om, hvordan jordens og planternes produktionsevne forbedres gennem stadig mere yderige sorter, optimal forsyning med næringsstoffer og vand og ved bekæmpelse af sygdomme, skadedyr og ukrudt. Og for husdyrene er det sket gennem avlsfremgang, bedre fodring og større sundhed.

Disse fremskridt har muliggjort en tredobling af produktionen, mens antallet af bedrifter er faldet til en fjerdedel, og antallet af beskæftigede er faldet fra næsten 500.000 til ca. 60.000, således at produktionen pr. mand er omkring 25 gange så stor som i 1950. Husdyrenes koncentration og den øgede anvendelse af handelsgødning og kemiske bekæmpelsesmidler har undervejs givet anledning til miljøproblemer. En målrettet politik og bedre resurseudnyttelse har imidlertid siden 1980’erne ført til en halvering af såvel indkøbet af handelsgødningskvælstof som af kemiske bekæmpelsesmidler.

Befolkningens stigende miljøbevidsthed har siden midten af 1990’erne øget interessen for økologiske varer. Antallet af økologiske bedrifter er siden vokset fra 600 til mere end 3000 og deres areal fra 25.000 ha til omkring 160.000 ha eller 6% af det samlede areal. Forbruget af økologiske varer var i 2004 størst for mælk og havregryn med 27% og for gulerødder og æg med omkring 16% af forbruget. Se også økologisk jordbrug.

Produktionen afsættes fortrinsvis gennem landbrugets egne andelsselskaber, der har øget deres markedsposition i periodens løb. Det er sket gennem sammenlægninger af de oprindelige lokale selskaber – ofte til landsomfattende selskaber, der derved også har magtet en større produktudvikling og at følge varerne længere frem mod forbrugerne. Se andelsbevægelse.

Landbrugseksporten domineres nu som i 1950 af mejeriprodukter og svinekød, men mens de dengang var af samme størrelse, udgjorde svinekødet i 2004 42% og mejeriprodukterne 21% af eksporten. Andre husdyrprodukter, herunder oksekød, fjerkrækød, æg og pelsskind, udgjorde tilsammen 21%, og korn, frø og gartneriprodukter 16%.

Mens Storbritannien i 1950 aftog halvdelen af landbrugseksporten, er denne andel i 2004 faldet til 13%, mens Tyskland med 18% er blevet det største marked. Andre vigtige markeder er Japan, Sverige, Italien, Hongkong-Kina og USA. De resterende knap 40% er spredt på en lang række lande over hele verden.

• landbrug