Triticale.

.

Triticale, rughvede, kornart, som er fremstillet ved krydsning mellem hvede (triticum) som moderplante og rug (secale) som faderplante. Formålet er at forene rugens vinterfasthed med hvedens bedre egenskaber for stråstyrke og kerneudbytte. De første krydsninger blev foretaget i slutningen af 1800-t., men først i 1930'erne tog arbejdet fart i bl.a. Sverige, Polen og Rusland.

Det egentlige gennembrud kom, da det i 1950'erne lykkedes at krydse den tetraploide durumhvede med diploid rug. Resultatet er en hexaploid triticale med 42 kromosomer — 28 fra hvede og 14 fra rug — som er fertil, har en stabil kernesætning og giver et højere kerneudbytte end de første hvede-rug-krydsninger, som var oktoploide (56 kromosomer).

I 1999 var arealet med triticale ca. 50.000 ha; det var i 2014 faldet til ca. 15.000 ha. Se også korn.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig