Babesiose, udbredt parasitsygdom hos husdyr, bl.a. kvæg og får. Sygdommen forårsages af flere arter af Babesia, som er en slægt af encellede parasitter, der invaderer og ødelægger de røde blodlegemer. Der opstår akut sygdom med blodmangel (anæmi) og forekomst af hæmoglobin i urinen. Parasitten overføres med flåter, i Danmark med skovflåten, Ixodes ricinus.