Hother Paludan, 1889-1994, dansk hortonom, professor i havebrug ved Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole 1941-59. Han var en energisk og inspirerende underviser, bl.a. på Havebrugshøjskolen Vilvorde 1923-24 og på Landbohøjskolen 1926-41. Blandt hans mange initiativer kan nævnes, at han fik organiseret kvalitetsafprøvning og selektion af egnede havebrugsplanter, og i 1952 oprettede han et forskningslaboratorium for champignondyrkning. Han havde en betydelig litterær produktion, var en flittig foredragsholder og en energisk deltager i faglige udvalg, ligesom han var meget aktiv i kirkeligt arbejde.