Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, tidl. Danmarks JordbrugsForskning, DJF, sektorforskningsinstitution oprettet 1997 ved sammenlægning af statslige forsøgs- og forskningsinstitutioner inden for jord, planter, husdyr, jordbrugsteknik og skadedyr; omfattede forskningscentrene Foulum, Bygholm, Årslev, Flakkebjerg og Sorgenfri samt Afdeling for Sortsafprøvning (ved Skælskør).

En rapport fra det såkaldte Børstigudvalg nedsat af regeringen anbefalede (ultimo 2005), at DJF, der på dette tidspunkt hørte under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, kom til at indgå i et stort dansk jordbrugs- og fødevareuniversitet. Dette blev en realitet med universitetsreformen, der trådte i kraft 1.1.2007; hermed blev DJF en del af Aarhus Universitet.

Med organisationsændringerne ved Aarhus Universitet i 2011 blev Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet integreret i Science and Technology, mens en del af dets aktiviteter flyttedes til DCA - Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug.

Se også Statens Forsøgsvirksomhed.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig