Selektion, naturlig selektion, evolutionsmekanisme foreslået af Charles Darwin og Alfred Russel Wallace i 1858. Ved selektion forstås, at visse individer bidrager med en uforholdsmæssig stor andel af afkom i den følgende generation, fx som følge af bedre overlevelse og/eller større fertilitet.

Faktaboks

Etymologi
Ordet selektion kommer af latin selectio 'udvælgelse', afledning af seligere, af se- 'væk fra' og legere 'udvælge, samle'.

Individer kan fx være tilpasset det omgivende miljø i forskellig grad eller være fødekonkurrenter i større eller mindre omfang (se adaptation og fitness). Er individforskellene arveligt betinget, vil selektion med tiden føre til ændringer i den samlede arvemasse og dermed evolution. Ved avl udnyttes den samme mekanisme, blot ført af menneskehånd, såkaldt kunstig selektion. Se også darwinisme, gen, genetik og populationsgenetik.

I 1960'erne og 1970'erne blev det fra flere hold foreslået, at selektion kunne virke på hele grupper af individer i stedet for, som traditionelt antaget i evolutionsbiologien, på det enkelte individ. Teoretiske analyser tyder dog på, at gruppeselektion kun er mulig under helt specielle omstændigheder. Selektion på højere niveau end individet er derimod en vigtig faktor blandt arter, som lever opdelt i grupper af beslægtede individer, fx familieflokke, se kinselektion.

En særlig selektionsmekanisme gør sig gældende i forbindelse med partnervalget, se seksuel selektion.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig