Haploid, med et enkelt kromosom som fx prokaryoter (bakterier og cyanobakterier) eller et enkelt kromosomsæt. Mange sporeplanter udviser betydelige forskelle i udseende og varighed af den haploide og den ved befrugtning dannede diploide fase af arternes livscyklus.

Faktaboks

Etymologi
Ordet haploid kommer af græsk haploos 'enkel' og -id.

Hos dyr med kønnet formering er det haploide stadium begrænset til kønscellerne (gameterne: æg- og sædceller), som dannes ved meiose (reduktionsdeling), se celledeling. Undtagelser herfra er bl.a. bier, myrer og visse hvepse, hvis hanner er haploide i alle celler. Se også formering og generationsskifte.

En arts haploide kromosomtal betegnes med symbolet n. For mennesket er n = 23, mens det diploide antal er 2n = 46, svarende til 23 par.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig