neodarwinisme

Betegnelsen neodarwinisme blev første gang benyttet om en evolutionsteori udformet i 1880'erne af den tyske biolog August Weismann. Han fremsatte, ligesom Mendel havde gjort 20 år tidligere (uden at nogen havde bemærket det), en nedarvningsteori, den såkaldte kimbaneteori, som skelner mellem kimbaneceller, der danner kønscellerne, og kropsceller (soma). Weismann indarbejdede kimbaneteorien i Darwins evolutionsteori. Han mente, at naturlig selektion var det væsentligste element i evolutionen, og han blev den førende selektionist og neodarwinist i slutningen af 1800-t.; hans tanker skulle senere få betydning for accepten af Darwins evolutionsteori, men kun få af samtidens biologer delte hans tro på den naturlige selektions betydning.

Efter genopdagelsen af Mendels love i år 1900 opstod en skole, som tog afstand fra Darwin, mendelianerne, med hollænderen Hugo de Vries og briten William Bateson i spidsen. De studerede ligesom Mendel nedarvningen af invariable (diskrete) karakterer, som udviste store forskelle mellem individer, og konkluderede på denne baggrund, at evolutionen måtte foregå i store spring vha. såkaldte makromutationer.

Mendelianernes synspunkter blev i perioden 1900-20 modsagt af en anden skole, biometrikerne, anført af briten Karl Pearson. De studerede små forskelle imellem individer vha. statistiske metoder og tog afstand fra mendelismen. De mente, at evolutionen foregik som en langsom ændring af hele populationen i kontrast til mendelianernes idé om makromutationer. Striden blev løst teoretisk i 1918, da briten R.A. Fisher publicerede en artikel, som viste, at biometrikernes resultater kunne opnås vha. mendelsk nedarvning.

I perioden 1930-40 lykkedes det for Fisher, briten J.B.S. Haldane og amerikaneren Sewall Wright gennem en lang række teoretiske arbejder at vise, at naturlig selektion kunne virke på populationer selv under antagelse af mendelsk nedarvning. Evolution kunne således forklares helt uden nedarvning af erhvervede karakterer. Denne syntese mellem Mendels arvelove og Darwins evolutionsteori benævntes neodarwinisme eller den moderne syntese og markerede begyndelsen på populationsgenetikken. Mange af samtidens forskere blev inspireret til at søge efter genetisk variation i populationer af dyr og planter, både i naturen og laboratoriet, som kunne være under selektion, og inden for en periode på blot 10-15 år lykkedes det at præsentere et materiale, som på overbevisende måde støttede den moderne evolutionsteori.

Den russiskfødte amerikaner Theodosius Dobzhansky, som studerede evolution i populationer af bananfluer, sammenfattede sine studier i bogen Genetics and the Origin of Species, publiceret første gang i 1937; i Evolution: The Modern Synthesis fra 1942 introducerede briten Julian S. Huxley den brede læserskare til resultaterne fra den teoretiske evolutionsteori; den tyskfødte amerikaner Ernst Mayr beskrev artsdannelsesmekanismerne i Systematics and the Origin of Species (1942); og den amerikanske palæontolog George Gaylord Simpson anvendte de nye populationsgenetiske begreber på fossilfund i bogen Tempo and Mode in Evolution (1944).

Dermed var neodarwinismen udbredt til alle grene af biologien og palæontologien og blev snart almindeligt accepteret.