Fiskeribiologi, gren af biologien, der beskæftiger sig med fisk og fiskebestande samt udnyttelsen af havets og de ferske vandes levende resurser. Fiskeribiologien er en relativt ung videnskab, udviklet i 1900-t., og den inddrager både hav- og ferskvandsbiologi, oceanografi, matematik og statistik.
Danskeren C.G.J. Petersen var omkring 1900 en af pionererne på området. Hans tanker og idéer prægede den fiskeribiologiske forskning i mere end et halvt århundrede, indtil briterne R.J.H. Beverton og S.J. Holt i 1957 publicerede et arbejde, On the Dynamics of Exploited Fish Populations, der kom til at danne grundlag for de følgende års vurderinger af fiskeri og fiskebestande. Det nye var især de matematiske modeller, ud fra hvilke udbyttet fra fiskeriet kan beregnes.
Grundprincippet for fiskeribiologien er at skabe et såkaldt bæredygtigt fiskeri, dvs. et fiskeri, hvor ingen arter er truet af udryddelse, og hvor udbyttet hele tiden er på et højt niveau. Med dette som udgangspunkt foretages de udbytteberegninger, som danner basis for fiskeribiologernes rådgivning af de politiske, besluttende organer. Disse fastlægger reguleringen af fiskeriet i en fiskeripolitik. Det internationale fiskeribiologiske samarbejde i Nordatlanten med tilstødende farvande koordineres af Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES, International Council for the Exploration of the Sea). Koordineringen omfatter både havforskningsprogrammer, bestandsvurdering og rådgivning.
Udbytteberegninger forudsætter et indgående kendskab til selve fiskeriet og bestandenes sammensætning samt for den enkelte art bl.a. rekruttering, vækst, den naturlige dødelighed, fiskeridødeligheden, totalfangsterne i en årrække samt alderssammensætningen i fangsterne.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.