Rudefamilien, Rutaceae, plantefamilie med ca. 160 slægter og flere end 2000 arter af tokimbladede planter, især udbredt i tropiske egne samt i Sydafrika og Australien. De er oftest træer eller buske, hvis blade har gennemsigtige sekretrum eller kirtler med æteriske olier. Blomsterne er oftest regelmæssige med fem frie kronblade. Mellem støvbærerne og karpellerne findes næsten altid en ringformet diskusdannelse. Frugten er af meget varieret udformning (stenfrugt, bær, kapsel eller spaltefrugt). Til en særlig underfamilie hører slægten Citrus med appelsin, citron mv., hvor frugten er et slags bær med læderagtig skal og rum, der er fyldt med tykke, saftholdige hår udspringende fra karpelvæggene. Nogle slægter af småbuske, fx Agathosma, er fremtrædende i Sydafrikas kapfloraområde; i tilsvarende vegetationstyper i Australien forekommer andre lignende slægter, fx Borosma. I Danmark dyrkes bl.a. diktam (Dictamnus albus), kaldet "Moses' brændende busk".

Rudefamilien tilhører ordenen Sapindales og er nært beslægtet med Meliaceae og Simaroubaceae. Se også dækfrøede.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig