Anacardiaceae. Øverst hjortetak. Nederst tv. parykbusk, nederst th. en blomsterstand fra parykbusk med modne frugter.

.

Anacardiaceae, plantefamilie med ca. 875 arter i tropiske og varmtempererede egne over hele verden. Det er træer eller buske med små, regelmæssige, femtallige blomster, der ofte er enkønnede; frugten ligner en stenfrugt med et eller flere olieholdige frø. De har ofte et stort indhold af garvestoffer og harpikser, hvorfor nogle bruges til medicinske og tekniske produkter, andre giver tømmer.

Mango, Mangifera indica, er et stort stedsegrønt træ, der leverer en af de vigtigste tropiske spisefrugter. Akajutræ, Anacardium occidentale har velsmagende, olierige frø (cashew, elefantlus). Pistacia vera er et lille, løvfældende træ fra Centralasien, som nu dyrkes bl.a. i Middelhavsområdet og leverer pistacienødder ("grønne mandler"); lokalt udvindes mastix, en slags tyggegummi, fra P. lentiscus. Cotinus, parykbusk, dyrkes for sine dekorative blomsterstande. Arter af de hovedsageligt amerikanske slægter Schinus (peruviansk pebertræ), Rhus (sumak eller hjortetaktræ) og Toxicodendron (giftsumak) dyrkes for det smukke løv med kraftige efterårsfarver; en del arter er giftige, og selv en let berøring af bladene kan medføre eksem.

Anacardiaceae hører til ordenen Sapindales og er nært beslægtet med Burseraceae. Se også dækfrøede.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig