1. Skud med hanblomsterstande. 2. Del af hanblomsterstand. 3. Skud med hunblomsterstande. 4. Hunblomsterstand med langt udragende grifler. 5. Skud med modne humlekopper; støttebladene dækker nu helt griflerne. 6. Et støtteblad og to forblade med to næsten modne frugter; alle dele med gule, aromatiske kirtler.

.

Humle er en slægt af flerårige, urteagtige slyngplanter i hampfamilien. Der kendes syv arter, som er udbredt i de tempererede dele af den nordlige halvkugle.

Faktaboks

Etymologi

Fra oldkirkeslavisk chumeli.

Også kendt som

Humulus

Almindelig humle (Humulus lupulus) er vildtvoksende i Europa og tempereret Nordamerika. Den dyrkes for de smagsstoffer, der udnyttes i ølbrygning. Arten menes at have været benyttet til dette formål siden 700-tallet. Unge skud kan desuden bruges som grønsag og tilberedes som asparges. Anvendes især i det belgiske køkken.

I tempereret Asien forekommer bl.a. japansk humle (H. scandens), der i Europa kun dyrkes som prydplante, da den mangler de karakteristiske smagsstoffer.

Udseende

Humlens blade er modsatte og håndlappede. Han- og hunblomster findes på forskellige individer. Hanblomsterne, der blot består af fem blosterblade og fem støvblade, sidder i åbne blomsterstande. Hunblomsterne sidder i korte blomsterstande, der er ret kompliceret opbygget: På blomsterstandens akse sidder parvise højblade, der ligesom blosterbladene er dækket af gule, stilkede kirtler. Under frugtmodningen vokser nogle af højbladene kraftigt, og den modne hunblomsterstand, kaldet humlekop, minder om en lille blød kogle. De små kirtler udskiller en harpiksagtig substans indeholdende smagsstoffer (ofte sammenfattet under navnet lupulin) og forskellige alkaloider.

Humletyper

Der har fra gammel tid været dyrket meget humle i Tjekkiet.

.

Der er en rig variation i udvalget af humletyper, der bruges til brygning af øl. De største producenter er Tyskland, USA og Centraleuropa, herunder Tjekkiet og Belgien. Australien, New Zealand, Kina og Japan er også store leverandører af humle til ølfremstilling.

Man anvender altid kun humlekopperne (hunplantens modne blomsterstande) i tilsætningen til ølurten, og man skelner mellem aromahumle, fx den populære Cascade, og bitterhumle, fx Cluster – to amerikanske dyrkede typer, der er meget brugt på blandt andet moderne mikrobryggerier. Blandt de klassiske aromahumletyper kan nævnes Hallertauer Mittelfrüh (Bayern) og Saazer (ÿatec) fra Tjekkiet.

Allerede i 900-tallet begyndte munke i Centraleuropa at krydre øllet med humle, men først i 1100-1200-tallet blev denne skik kendt i Norden.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig