Heterostyli, bygningstræk hos planter, der forhindrer selvbestøvning. Ved heterostyli udvikles dels individer, der har blomster med lange grifler, dels individer med korte. Langgriflede individer bærer støvfanget højt, men udvikler ganske korte støvtråde, hvorved støvknapperne placeres dybt nede i kronrøret; pollen herfra kan ikke fastholdes og spire på blomstens eget støvfang.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet heterostyli kommer af hetero- og græsk stylos 'søjle, griffel'.
Et besøgende insekt vil få pollen afsat nær snablens spids, hvorved kun blomster med korte grifler med lavtsiddende støvfang kan bestøves. Modsat vil pollen fra en blomst med kort griffel og støvknapper placeret højt på lange støvtråde afsættes ved snablens grund, således at langgriflede blomster med højtsiddende støvfang kan bestøves. Plantearten har herved sikret, at der vil ske bestøvning mellem individer (fremmedbestøvning) og ikke inden for samme blomst (selvbestøvning).
Heterostyli med to forskellige længder af grifler betegnes dimorf og findes hos fx kodrivere. Ved trimorf heterostyli forekommer tre forskellige længder af grifler og støvtråde som hos fx kattehale.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.