Fototropisme er ændringer i planters vækst i retning mod en lyskilde, som normalt er solen. Eksempelvis bøjer kimplanter sig i retning mod lyset. Det skyldes, at det blå lys i sollyset får fordelingen af plantehormonet auxin (indoleddikesyre) til at ændre sig, således at auxin hovedsageligt transporteres fra kimplantens spids nedad på skyggesiden. Hér øger det længdetilvæksten, medens tilvæksten på lyssiden hæmmes pga. mindre auxin.

Faktaboks

Etymologi
Ordet tropisme kommer af græsk tropos 'vending' og -isme.

Bladene hos nogle planter, fx bønner, følger sollyset i løbet af dagen, således at de altid står vinkelret på stråleretningen, hvilket maksimerer fotosyntesen. Det er dog en helt anden mekanisme, som gør sig gældende. Igen er det blåt lys, som styrer processen, men her stimulerer lyset ændringer i saftspænding (turgor) i en gruppe celler (pulvinus), som sidder der, hvor bladet er fastgjort til stænglen. Den ændrede saftspænding skaber en mekanisk kraft, som får bladet til at dreje.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig