Stivelseskorn, klumper af stivelse, der dannes i særlige organeller, plastider, i planteceller. I grønne plantedele findes stivelseskorn i kloroplaster (grønkorn) om dagen, men stivelsen nedbrydes igen om natten. Mere permanente stivelseskorn findes i amyloplaster. Betegnelsen stivelseskorn bruges også ofte om amyloplasten med dens indhold af et eller flere stivelseskorn. Et andet dansk navn for amyloplast er stivelsesdanner, hvilket understreger, at stivelse hos højere planter altid dannes ud fra sukkerstoffer inden i en plastide. Stivelseskorn i amyloplaster fungerer som oplagsnæring og findes fx i kartofler og bananer samt i frøhviden hos vore kornsorter. Ved mikroskopering af mel kan kornsorten ofte bestemmes ud fra stivelseskornenes form. Stivelseskorn findes desuden i en særlig type amyloplast (statolit), hvor de hjælper til at orientere rodvæksten (se også plantebevægelser). Se også hvidkorn.