alrune

I folketraditionen har den narkotikaholdige plante indtaget en særlig plads. Andet led af ordet alrune er beslægtet med gotisk runa 'hemmelighed' og indgik oprindelig også i navne på spåkvinder hos de gamle germanere. Den roeagtige, ofte tvedelte rod kan minde om et menneske. Dette har givet anledning til mange spekulationer, og der har i perioder været drevet omfattende handel med alrunerod. I antikken blev den brugt til elskovsmagi, til at fremme fødsler og som lægemiddel mod epilepsi og øjensygdomme.

Hos Josefus omtales i første århundrede f.v.t. forestillingen om, at den, der graver en alrune op, må dø. Man måtte derfor lade roden trække op af en hund, der som stedfortrædende offer måtte lade livet. Fra middelalderen kendes forestillingen om alrunens frygtelige skrig, hvorfor man ved opgravningen skal lade blæse i trompeter og desuden stoppe sine ører til. Ifølge nyere folketro vokser en alrune frem af den sæd eller vandladning, der går fra en hængt, deraf betegnelsen galgemand.

Alrunen kaldtes også dragedukke, fordi man mente, den kunne trække penge og lykke til huse. For ikke at komme i helvede måtte ejeren blot sørge for at slippe af med den, inden han døde. Men det var nemmere sagt end gjort, for sådan en pengedjævel skulle altid sælges for mindre, end man selv havde givet for den.

Alrunen og den magi, man tilskriver den, har ofte været genstand for behandling i litteraturen.

• natskyggefamilien