Physalis er en planteslægt med 80 arter i natskyggefamilien, især udbredt i tropisk Amerika. Det er urter, hvis bægerblade danner et karakteristisk, kapselagtigt hylster, der ved frugtmodningen bliver stort og opblæst og omgiver det kugleformede bær.

Faktaboks

Etymologi
Ordet Physalis kommer af græsk. physallis 'blære, boble'.

Mest kendt er jødekirsebær (Physalis alkekengi), der stammer fra Sydeuropa og Vestasien og dyrkes som prydplante.

En del arter dyrkes pga. deres spiselige bær, fx jordbærtomat (P. pruinosa) fra USA, tomatillo (P. ixocarpa) fra Mexico og ananaskirsebær (P. peruviana). Ananaskirsebær er oprindeligt hjemmehørende i Chile og Peru, men i dag dyrkes den i en lang række tropiske områder og også i Middelhavslandene. Frugten ligner en lille rispapirslygte med et gult til orange 1-1,5 cm stort bær indeni. Det er dette bær, man spiser. Det er syrligt med en smag, der er en blanding af ananas og passionsfrugt med en snert af stikkelsbær. Bærrene bruges ofte dekorativt som bl.a. cocktailbær.

Den er en nær slægtning til den alm. haveprydplante japansk lygte, som også er en Physalis-art, men hvis røde bær er giftige. Umodne bær af ananaskirsebær siges også at være giftige, men forekommer ikke i handelen i Danmark.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig