Almindelig ædelgran (Abies alba). 1. Skud med hængende, røde hanblomster; nogle af blomsterne afgiver skyer af gult pollen (støv). 2. Opret, ung kogle, der er klar til at modtage pollen. 3. Skud med næsten moden, opret kogle med store, tilbagebøjede dækskæl. 4. Moden kogle under frøspredningen; kun koglens akse og eventuelt nogle få dæk- og frøskæl bliver tilbage på skuddet efter frøspredning.

.

Ædelgran er en slægt af nåletræer i granfamilien. Der kendes ca. 47 arter, som hovedsagelig er udbredt i de tempererede egne på den nordlige halvkugle. Det er store, skovdannende træer med regelmæssig etageforgrening.

Faktaboks

Også kendt som

Abies

Ædelgran findes ofte på mere næringsrige jorde end andre slægter i granfamilien. De hanlige blomster er hængende og dannes ofte på lavtsiddende grene. Koglerne, der kun dannes på grene nær træets top, er oprette, også ved modenhed, hvor både frøskæl og dækskæl falder af sammen med frøene.

Ædelgran i Danmark

Silhuet af almindelig ædelgran (Abies alba) med de karakteristiske oprette kogler.

.

Ingen arter af ædelgran er naturligt hjemmehørende i Danmark. Almindelig ædelgran (Abies alba) fra Centraleuropas bjerge plantes i danske skove. Nordmannsgran (A. nordmanniana) fra Kaukasus og Tyrkiet bruges til juletræer, mens sølvgran (nobilis) (A. procera) fra Nordamerika udnyttes til pyntegrønt.

Langnålet ædelgran (A. concolor) og purpurgran (A. amabilis) fra Nordamerika plantes i haver og parker. Se også canadabalsam, der er harpiks fra den nordamerikanske balsamgran (A. balsamea).

Skovbrug

Ædelgranarterne udgør ca. 10% af skovarealet i Danmark. Almindelig ædelgran blev indført i dansk skovbrug for over 200 år siden.

Den er et udpræget skyggetræ, som pga. følsomhed over for nattefrost om foråret ofte plantes under skærm- eller ammetræer. De bedste resultater opnås på gode jorde i nedbørsrige områder. Vedkvaliteten ligger tæt på rødgrans, og arten angribes kun i ringe grad af rodfordærversvampen.

Læs mere i Den Store Danske

Det skovbevoksede areal i Danmark (417.000 ha) fordelt efter træart (1990). 65% er bevokset med nåletræ. 81% af det samlede nåletræsareal findes i Jylland og hidrører navnlig fra tilplantning af magre jorder. Hovedparten af løvtræet (57%) findes på Øerne. Ved plantning af ny skov benyttes løvtræ i stadig større udstrækning.

.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig