Ædelcypres, lawsoncypres, Chamaecyparis lawsoniana, skovtræ i cypresfamilien, hjemmehørende i det vestlige Nordamerika, hvor det er et af områdets mest værdifulde tømmertræer med en højde op til 60 m; i Danmark bliver det op til ca. 26 m.
Kronen er smalt kegleformet med hængende topskud. Skuddene er ca. 1,5 mm brede, meget flade og fint fjergrenede. Bladene er skælformede undtagen hos kimplanter og ungdomsformer, hvor de er nåleformede. Hanblomsterne er først sorte, senere højrøde. Koglerne er kuglerunde, ca. 8 mm i diameter med skjoldformede kogleskæl. Veddet er sejt, ret hårdt og har en karakteristisk krydret, mølfordrivende duft.
Ædelcypres er vidt udbredt som prydtræ, og der findes over 200 navngivne kultivarer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.