Combretaceae, overvejende tropisk plantefamilie med ca. 500 arter, hovedsagelig træer. Blomsterne er oversædige, oftest små og med reduceret krone; de sidder hyppigt i tætte stande. Visse af familiens medlemmer spiller især i tørre tropeegne en dominerende rolle i skove og på savanner, ikke mindst i Afrika. Mange er vigtige tømmertræer. De to største og økonomisk vigtigste slægter er Terminalia og Combretum; medlemmer af begge slægter, bl.a. Terminalia catappa, plantes også som parktræer. Slægterne Conocarpus, Laguncularia og Lumnitzera kan danne bestande i mangrover.

Combretaceae tilhører myrteordenen, Myrtales. Se også dækfrøede.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig