Seljepil (Salix caprea) er en af de almindeligste pilearter i Danmark. Den træffes både som lille busk og som op til 10 m højt træ, fx i skove, krat og levende hegn. I midten skud med blade og modne kapsler, nederst th. forstørret kapsel med frø. Frøulden har tidligere været anvendt til spinding af lysevæger. Øverst tv. blomstrende skud med hanrakler og enkelt hanblomst, nederst tv. skud med hunrakler og en enkelt hunblomst. Denne og andre pilearter har været dyrket til afskæring af vidjer til kurvefletning, ligesom barken fandt anvendelse til garvning og fremstilling af bindemateriale.

.

Pil er en slægt af dværgbuske, buske og træer i pilefamilien. Der kendes ca. 470 arter, som helt overvejende er hjemmehørende i den alpine, boreale og tempererede zone på den nordlige halvkugle, dog med enkelte tropiske arter i Sydøstasien og Madagaskar.

Faktaboks

Etymologi

Ordet har tidligere været forbundet med latin pilum 'kastespyd', men er snarere et lån fra østersøfinsk *pihla- 'røn' ind i fællesnordisk; jf. seljerøn, hvor selje er et gammelt ord for ‘pil’.

Også kendt som

Salix

Livsformen spænder fra spæde, få cm høje dværgbuske til 30 m høje træer. Blomsterne, der sidder i tætblomstrede aks, er enkønnede og har insektbestøvning.

Bestemmelse af pilearter er yderst vanskelig, da de alle kan hybridisere, og hybriderne igen krydse med andre arter. De arktisk-alpine dværgarter dominerer i mange grønlandske plantesamfund, fx dværgpil (S. herbacea), der træffes i snelejer op til 78° n.br.

Flere arter anvendes som prydplanter eller som energiafgrøder.

Pil i Danmark

I Danmark er ca. otte arter hjemmehørende, mens flere er indførte og forvildede. Blandt de almindeligste er seljepil (Salix caprea) og øret pil (S. aurita), der især forekommer på mager bund i Jylland, samt gråpil (S. cinerea) og gråris (S. arenaria), som forekommer i klitter.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig