Almindelig fingerbøl (Digitalis purpurea) bliver op til knap 1 m høj. Den har været brugt som homøopatisk middel mod bl.a. depression og søvnløshed. Blomsternes lighed med små fingerbøl har medført, at planten i signaturlæren blev anbefalet som middel mod sår på fingrene.

.

Fingerbøl er en slægt af høje, oprette urter i vejbredfamilien. De har spredte blade og store, skævt klokkeformede blomster i ensidige klaser. Der kendes 27 arter.

Faktaboks

Også kendt som

Digitalis

Den naturlige udbredelse omfatter det meste af Europa, det vestlige Asien og det nordvestlige Afrika. Derudover er fingerbøl indslæbt og indført til bl.a. Sydøstasien samt Nord-, Mellem- og Sydamerika.

Fingerbøl vokser ikke naturligt i Danmark, men enkelte arter er forvildet fra dyrkning. Mest udbredt er almindelig fingerbøl (Digitalis purpurea), der både har været dyrket som læge- og prydplante. I dag findes den i lysåbne områder med let fugtig, sur bund over det meste af landet. Den er som regel toårig og blomstrer fra slutningen af juni til midten af august med rosenrøde, sjældnere hvide, blomster med mørke pletter i svælget. Den indeholder meget giftige glykosider og anvendes til hjertemedicin.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig