Cistus, planteslægt med ca. 20 arter tilhørende soløjefamilien; findes i Middelhavsområdet. De op til 2 m høje buske er en væsentlig bestanddel af den mediterrane maki, hvor de store røde, hvide eller gullige blomster falder i øjnene. Cistus-heder er et særligt sydeuropæisk plantesamfund. Cistus ladanifer udskiller på unge skud og blade en harpiks, ladanum, der anvendes i parfumeindustrien.