Macrocystis
Gren af kæmpekelp (Macrocystis pyrifera) med forgrening, flydeblærer og tandede blade.
Macrocystis
Af /Minden/Ritzau Scanpix.

Kæmpekelp er den eneste art i slægten Macrocystis, som er en slægt af marine brunalger. Den kan nå en længde på ca. 60 m, hvilket gør den til den største alge overhovedet. Ud for Californiens kyst danner den store tangskove, og det er den alge, som havodderen ruller sig ind i, når den æder søpindsvin.

Faktaboks

Etymologi
Ordet Macrocystis kommer af græsk makros 'stor, lang' og kystis 'blære'. Artsnavnet pyrifera kommer af latin pyriformis 'pæreformet' og -fer 'som bærer'.
Også kendt som

Macrocystis pyrifera

Kæmpekelp har nogle lange oprette stilke fra et basalt fasthæftningssystem, der fastholder algen på klippebunden i 6-20(80) meters dybde. Øverst er stilkene grenede, og hver stilk slutter i et stort blad. Bladene er ujævne og tandede og kan blive op til 80 cm lange og 40 cm brede. Bladene udgår oven for en luftfyldt flydeblære, som holder algen oppe i vandet.

Slægten hører til bladtangordenen. Den er især udbredt langs kysterne på den sydlige halvkugle og ved Californien, men ikke i troperne.

Ved Californien høstes kæmpekelp til fremstilling af alginat.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig