Tokimbladede, Dicotyledonae, dækfrøede planter med ca. 200.000 arter, hvoraf omtrent halvdelen er vedplanter. De stammer fra tokimbladede former og er således ikke en naturlig gruppe; se fylogeni og dækfrøede.

Ved frøets spiring udvikles en kimplante med to kimblade; kimroden, der er til stede allerede i frøet, udvikles til en vedvarende hovedrod. I stænglen sidder karstrengene i krans eller danner en cylinder omkring den centrale marv. Hos vedplanter er der indskudt en vækstzone mellem karstrengenes xylem (vedvæv) og phloem (sivæv); celledeling i denne zone fører til sekundær tykkelsesvækst af stænglen. Bladene er meget variable, men oftest fjerstrengede og differentieret i fod, stilk og plade. I blomsterstanden har hver blomst normalt to forblade, og blosteret er oftest fem- eller firetalligt. Hos de fleste grupper har pollenkornene tre eller flere åbninger (aperturer).

Store og vigtige grupper af tokimbladede planter er bl.a. ranunkel-, korsblomst-, ærteblomst-, læbeblomst- og kurvblomstfamilierne. De en- og tokimbladede planter er antagelig udviklet fra en fælles stamform, der havde flest træk tilfælles med de tokimbladede. En del formodet primitive tokimbladede, fx åkandefamilien, har ligheder med visse grupper blandt de enkimbladede, især skebladordenen. Omdiskuteret er også ligheden mellem peberfamilien (tokimbladet) og arumfamilien (enkimbladet); det er usikkert, i hvilket omfang disse ligheder skyldes egentligt slægtskab eller konvergent udvikling (se konvergens).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig